annonce

Christian Moueix (f. 1946) er en af Bordeauxs store og mest anerkendte vinproducenter – og manden, der gik i front i 1970’erne, når det gjaldt ”grøn høst.
Christian Moueix blev født i Libourne i Bordeaux i en allerede anerkendt vinfamilie. Han blev uddannet landbrugsingeniør i Paris og tog dernæst en uddannelse inden for ønologi og vindyrkning ved vinuniversitet Davis i Californien.
Derefter gik turen i 1970 tilbage til familien og i første omgang til arbejdet med vindyrkningen. Senere overtog han også ansvaret for de økonomiske forhold, og i 1991 overtog han posten som præsident i familievirksomheden efter sin far, Jean-Pierre Moueix.
Han står nu i spidsen for familieimperiet, der omfatter i alt 16 vinhuse. De 12 af dem befinder sig i Pomerol og Saint-Émilion i Bordeaux, mens de sidste fire, Dominus, Napanook, Othello og Ulysses, ligger i Napa Valley, Californien.
Nogle af top-vinslottene har han føjet til porteføjlen, heriblandt Château Hosanna, som han købte i 1999, Château Providence (2005) og Château Bélair (2008). I mere end 38 år stod han også i spidsen for det legendariske Bordeaux-slot Pétrus.
Derudover ejer familien også négociantvirksomheden Établissements Jean-Pierre Moueix i Libourne
Det har dog altid været vindyrkningen og arbejdet med druerne, der har stået Christian Moueixs hjerte nærmest. Gennem de sidste cirka 50 år har han arbejdet med i markerne og har indført ny teknologi og nye metoder med det ene mål at opnå druer af den højeste kvalitet.
Han har blandt andet indført frostkontrol ved hjælp af helikoptere og har installeret dræningssystemer i markerne. Og så var han blandt de første til at introducerede ”grøn høst”, det at udtynde i drueklaserne for at optimere aromaen i de tilbageværende klaser. I dag er det en vindyrkningsmetode, som anvendes verden over.
Christian Moueix har også gjort en dyd ud af at fremstille vine med en usædvanlig stor respekt for det enkelte slots eller vinhus’s terroir, hvilket har resulteret i en bred vifte af meget forskelligartede vine.
I 2008 blev han udnævnt til ”Man of the Year” af det britiske vinmagasin Decanter og samme år til ”Legend of Wine” af James Beard Foundation i New York City.
Privat er han gift med Cherise, og sammen har de børnene Edouard, der i dag er vicepræsident i familiens négociantvirksomhed, og datteren Charlotte, der er vildtdyrelæge i Sydafrika.
Adresse: ETS. Jean-Pierre Moueix, 54, quai du Priourat, BP 129, 33502 Libourne, tlf.: (+33) (0)5 57 51 78 96, www.moueix.com.
Kort om personen
Navn:
Christian Moueix
Profession:
Vinproducent
Lokation:
Frankrig









