Nyheder

Vinstokkene breder sig i Bretagne

I de senere år har stadig flere vinproducenter slået sig ned i Bretagne...

annonce

Vinstokkene breder sig i Bretagne

Del artiklen

Når det gælder den nordfranske region Bretagne, er vin nok ikke det første, man tænker på. På denne halvø er der masser af hav, forrevne klipper, flotte udsigter og smukke landskaber samt et relativt mildt og køligt klima.
Men netop dette lidt kølige, friske klima har lokket stadig flere vinproducenter til Bretagne i de senere år, ligesom regionen har sin egen vinproducentforening, ARVB (Association pour la reconnaissance des Vignerons bretons).
Ifølge ARVB er der i dag cirka 30 vinhuse, og vinmarksarealet breder sig over 55 hektar – og der er nu ansøgt om beplantning af yderligere 250 hektar jord.

Nyt og gammelt forenes

Første årgang vin var for de fleste af vinhusenes vedkommende 2022 – så nyt er det med vinfremstilling i Bretagne. Og dog – allerede oldtidens romere dyrkede vin på halvøen. Det vidner fund af cirka 2000 år gamle vinpresser om. Men i 1960’erne forsvandt vinstokkene stort set fra Bretagne. Herefter blev der kun dyrket lidt til husbehov.
Med de nyanlagte vinmarker dukker der også nye og supermoderne vinhuse op – som fx det, Domaine Rhuys-Dantelezh i Sarzeau har fået opført i 2024 rundt om en gammel mølle.
Domaine Rhuys-Dantelezh ejes af Marie Devigne og Guillaume Hagnier, der begge har en fortid i Champagne.
Man kan se flere fotos af det fine byggeprojekt ved at klikke her.

annonce