Nyheder

Vinsmagning under hypnose

Deltagerne bliver bragt i en tilstand, hvor såvel ydre forstyrrelser som indre tankeflow er pakket væk.

annonce

Vinsmagning under hypnose

Del artiklen

Der er rigtig meget, der kan påvirke indtrykket af en vin, man smager. Eksperimenter har vist, at farven på væggene, baggrundsmusik, gadelarm, bekymringer, stress osv. alt sammen spiller en rolle for oplevelsen af vinen.
Det har fået Château de Sannes i Luberon i Provence til at tænke i alternative baner, når det gælder de vinsmagninger, slottet tilbyder sine gæster. Nu kan gæsterne nemlig også vælge at smage vin under en form for hypnose.
I spidsen for seancen står en hypnoterapeut, der via såkaldte mindfulness-øvelser får deltagerne til at fokusere 100% på her og nu og lukke alt andet ude. De bliver med andre ord bragt i en tilstand, hvor såvel ydre forstyrrelser som indre tankeflow er pakket væk.

Sammenligner ”under og efter”

Det hele starter med, at deltagerne lukker øjnene og koncentrerer sig om deres vejrtrækning og under vejledningen af hypnoterapeuten langsomt overgår til den hypnotiske tilstand. Dernæst bliver de bedt om at åbne øjnene let – men kun et øjeblik – så de kan gribe om glasset med vinen.
Med lukkede øjne skulle deltagerne nu få den mest intense og rene oplevelse af vinen. Og selvfølgelig er det bandlyst at ytre sig om sine sanseindtryk undervejs. Der smages i stilhed, hvorefter deltagerne “vækkes” blidt og igen smager på vinen, så de kan sammenligne “under og efter” indtrykkene – der jo naturligvis gerne skulle være forskellige.
Det er bestemt en interessant idé, vinslottet har fået. Man kan læse mere om den (på fransk) ved at klikke her. Er der mon nogle vinimportører eller vinhuse i Danmark, der tilbyder noget lignende? I så faldt hører vi gerne på mariette@vinavisen.dk

annonce