annonce

Når vi smager vin, påvirkes vi ubevidst af alt fra farven på væggene og det bord, vi sidder ved, til eventuel baggrundsmusik og etiketten på flasken. Derfor er det selvfølgelig optimalt, hvis vi kan udelukke alle disse uvedkommende sanseindtryk og koncentrere os 100% om vinen i glasset.
Som vi nævnte for nylig, tilbyder man hos Château de Sannes i Provence vinsmagning under hypnose. Her bringes deltagerne i en tilstand, hvor de befinder sig i nuet og glemmer alt om omgivelserne samt tanker om fortid og fremtid.
Et andet forsøg på at lukke uvedkommende sanseindtryk ude vil man kunne opleve, når den store vinbranchemesse ProWein i Düsseldorf afholdes fra d. 16. til 18 marts.
Her vil der være en “Black Box” i Hal 1 (E 121) – et totalt mørkt rum, hvori der afholdes blindsmagninger flere gange om dagen.
“Mørke-eksperter” hjælper til
Da ProWein er en branchemesse, er det dog udelukkende vinimportører, sommelierer, restauratører og andre vinprofessionelle, der kan deltage i seancerne i Black Box.
Hver smage-seance varer 30 minutter, og deltagerne føres hen til deres stole af såkaldte “mørke-eksperter”.
I de mørke omgivelser øges koncentrationen og fokuseringen på de vine, der skænkes i glassene. Meningen er, at de i alt otte vin-vidende deltagere får en diskussion i gang omkring druesorter, vinland, appellation, årgange osv. for de enkelte vine. Og det kan være lidt af en udfordring, når de vinprofessionelle hverken har noter eller visuelle indtryk at holde sig til.
En livligere diskussion
Konceptet med “Black Box” blev udviklet i 2007 af de tyske sommelierer Christian Frens og Jörg Linke – der sammen med andre sommelierer vil lede deltagerne gennem smagningen.
Ifølge de to sommelierer bliver deltagernes vin-diskussioner langt mere åbne, intense og livlige, end under almindelige vinsmagninger. Frygten for at sige noget forkert – at dumme sig – forsvinder i mørket.
Der er ingen tvivl om, at en sådan mørke-smagning er en god øvelse i koncentration. Er der mon nogle af vores mange vininteresserede læsere, der sammen med andre (måske i en vinklub) har forsøgt sig med vinsmagning i mørke?
I så fald hører vi meget gerne om erfaringerne på mariette@tiedemann.dk.




annonce