Nyheder

To vinmarker udsat for hærværk

Resultatet af flere års forskningsarbejde er blevet vandaliseret…

annonce

To vinmarker udsat for hærværk

Del artiklen

I oktober sidste år blev der for første gang på europæisk jord plantet vinplanter, som var fremdyrket ved brug af New Genetic Technology (NGT).
Der var tale om Chardonnay-planter, og de blev plantet i en forsøgsvinmark tilhørende universitetet i Verona.
Via NGT-teknik piller forskerne ved vinplantens gener, så man har kunnet målrette plantens mutationer efter behov. Derved har det været muligt at frembringe vinplanter, der er fuldstændig resistente over for meldug.
Det er ikke helt det samme som genmodifikation men snerper derhenad. Og forsøg med NGT-teknik er derfor også underlagt strenge krav fra EU’s side.
Indtil 2023 har de italienske forskere ifølge Wein.Plus udelukkende måttet eksperimentere med NGT-vinplanterne i et væksthus – først herefter blev det tilladt at plante dem ud i forsøgsvinmarken.
De i alt ti vinplanter har dog kun fået et kort liv i marken, da hærværksmænd for nylig trængte ind gennem hegnet og ødelagde de unge planter.
Motivet er højst sandsynligt modstand mod genmodificering. Fra universitetets side lyder det, at hærværket er et angreb på flere års forskning.

Endnu en omgang hærværk

At vise sin utilfredshed over et eller andet ved at vandalisere vinstokke er desværre ikke ualmindeligt. Også i Frankrig gik det hårdt ud over en vinmark for nylig.
Her drejede det sig om en mark i Meursault i Bourgogne tilhørende Thiébault Huber, der ud over at stå i spidsen for det familieejede vinhus Domaine Huber-Verdereau også er formand for Confédération des Appellationens et des Vignerons de Bourgogne (CAVB). Det er foreningen for Bourgognes mange appellationer og for distriktets vinproducenter, og en sådan formandspost kan nogle gange være øretævernes holdeplads.
I Hubers vinmark blev stammerne på 30 til 40 unge vinstokke skåret midt over i nattens mulm og mørke. Ingen af vinstokkene står til at redde. En lille film, som Huber har lagt på Linkedin, giver et indtryk af ødelæggelserne.
Hærværket har vakt vrede i Bourgogne, og sympatien er væltet ind over Huber på de sociale medier.
En unavngiven gerningsmand har nu meldt sig selv til politiet uden at opgive nogen årsag til hærværket.
Som Huber har sagt til Wine-Searcher, så er enhver, der er uenig med ham i et eller andet, han har bedrevet i sit job som formand, velkommen til at komme til ham og få en snak. At lade sin vrede gå ud over vinstokkene er derimod utilgiveligt.

annonce