annonce
Vi har igen sagt farvel til et år, hvor der er sket rigtig meget på flere fronter i vinens verden. Nedenfor bringer vi et lille potpourri over 10 begivenheder og tendenser, vi har omtalt, og som vi mener har været de vigtigste, mest interessante eller opsigtsvækkende i 2024.
Klimaændringerne: 2024 så en optrapning i antallet af ødelæggende hagluvejr, forårsfrost, og ikke mindst langvarige tørkeperioder.
* En ny prognose spåede, at hvis den globale gennemsnitstemperatur øges med blot 2 grader, vil det ende med, at 56% af verdens nuværende vinmarksareal ikke længere vil egne sig til vindyrkning. Prognosen stammede fra det australske vinhus Ampersand Estates og bygger på videnskabelige analyser fra blandt andet Columbia University.
* Af en rapport fra forskere ved universitet i Bordeaux fremgik det yderligere, at 90% af vinmarkerne i kystområderne og i lavlandet i Italien, Spanien, Grækenland og det sydlige Californien er i risiko for at forsvinde inden slutningen af dette århundrede.
Slut med strafafgifter: Den ekstremt høje strafafgift på 218%, som Kina pålagde importen af australsk vin, blev omsider ophævet i 2024, hvilket udløste jubel blandt de australske vinproducenter.
I 2020 var Kina Australiens største eksportmarked for vin, idet kineserne aftog hele 40% af den totale eksport. Men det ændrede sig med et trylleslag, da Kina året efter indførte sin strafafgift, der medførte, at eksporten af vin fra Australien til Kina faldt med 97%.
Endelig gårdsalg i Sverige: Hidtil har det været forbudt for de svenske vingårde – samt bryggerier og destillerier – at sælge deres flasker til forbrugerne direkte fra deres produktionssteder. Men i 2024 – efter mange års debat frem og tilbage kom den svenske regering vedtog et lovforslag omkring gårdsalg af vin, øl og spiritus.
Tilladelsen til gårdsalg træder i kræft i starten af i år. Med den følger dog visse regler og restriktioner om mængden af salget pr. kunde osv.
Verdens ældste vin: Indtil 2024 var verdens ældste vin den, som befinder sig i den såkaldte Speyer-flaske, en tysk flaske, der blev fundet i 1867, og hvis indhold er fra cirka 350 f.Kr. Men sidste år fandt man i en romersk grav i den andalusiske by Carmona en urne af glas med vin, der er mere end 2000 år gammel. Der er tale om en hvidvin eller en lys sherrytype.
Hærværk mod 200 år gamle vinstokke: Et meget trist og fuldstændig uforståeligt hærværk rystede det galiciske vindistrikt Rías Baixas. I en historisk vinmark tilhørende det lille kooperativ Viña Moraima blev mere end 900 gamle vinstokke, hvoraf nogle var 200 år gamle, savet ned i løbet af en enkelt nat. Sådanne vinstokke er uerstattelige, og der er stadig færre af dem.
Ny forskning og teknik: Forskere og teknikere verden over har igen haft et travlt år. Her kommer tre af de mest opsigtsvækkende forskningsresultater og opfindelser i 2024:
* Et hold forskere ved Washington State University udviklede en elektronisk tunge, der langt hurtigere end den menneskelige lugte- og smagssans kan opdage, hvis en vin har en fejl – fx er blevet udsat for urenheder i form af uønskede mikroorganismer under vinfremstillingen.
* En italiensk forsker kom i det forgangne år vinglade astronauter til hjælp. Hun har i samarbejde med Gambero Rosso udviklet nogle små spiselige kapsler, der indeholder vin. Kapslerne er lette at transportere og opbevare. Men der skal dog en del kapsler til, før astronauten kan få det, der svarer til et almindeligt glas vin…
* Et forskerteam fra Field Museum of Natural History i Chicago analyserede fossiler af druekerner og fandt frem til, at de er mellem 19 og 66 millioner år gamle. Det er de hidtil ældste beviser på druer, og forskerne knyttede deres oprindelse sammen med de omvæltninger, asteroiden Chicxulub forårsagede, da den ramte jorden for netop 66 mio. år siden. Omkring 75% af al plante- og dyreliv blev udslettet som følge af asteroidens nedslag, hvilket betød, at dinosaurusserne forsvandt fra jordens overflade. Og da dino’erne ikke længere trampede gennem skovene og ødelagde de bundplanter, der forsøgte at vokse der, medførte det en helt ny vegetation, der også omfattede vinplanter.
En skærpet tone: Aldrig før har den verbale krig mellem antialkohol-lobbyen og vinproducenterne være mere tilspidset. I 2023 advarede WHO (World Health Organisation) om, at ”der ikke findes noget niveau af alkoholindtagelse, der er sikkert”. Siden da har medier verden bragt adskillige artikler med ekspertudtalelser om, hvor dårlig alkohol er for helbredet og om farerne ved blot et enkelt glas vin. I 2024 fik en række internationale vinorganisationer nok og startede en modkampagne med navnet Vitaivinos (leve vinen).
Gang i grønne ideer: Stadig flere vinproducenter tænker i grønne baner – beklæder tagene med solcelleanlæg, får tappet vinene på lettere flasker osv. Og i 2024 fulgte en række berømte producenter trop med de grønne initiativer. Det gjaldt blandt andet Bordeaux-slottet Château Cheval Blanc, der har skåret ned på mængden af træ, der anvendes til de fine kasser, vinene leveres i. De udskårne skillevægge mellem flaskerne i kasserne blev ligeledes erstattet af uldlommer af overskudsuld til hver enkelt flaske.
Tyverierne greb om sig: Tyverier af fornemme franske vine bliver stadig hyppigere – såvel fra restauranter som direkte fra vinproducenterne. I 2024 tilskyndede myndighederne i blandt andet Bordeaux og Bourgogne producenterne til at øge sikkerheden og overvågningen og få bedre alarmsystemer. Det skete i kølvandet på et særligt groft tyveri hos Domaine Mongeard-Mugneret i Vosne-Romanée, hvor en bil for fuld speed kørte direkte ind gennem den aflåste port til vinhusets lagerbygning. Her stjal de fire tyve 40 kasser vin på 4 minutter.
Første vinforretning i Saudi Arabien: Saudi Arabien, hvor al nydelse af alkohol er forbudt, har fået sin første vin- og spiritusforretning. Den ligger i landets hovedstad Riyadh – og det er kun udenlandske diplomater, der må handle der. Før man overhovedet kan købe en flaske, skal man godkendes via en app med navnet Diplo.
Åbningen af forretningen kan dog være det første lille skridt ad en vej, der ad åre kan føre til en åbning af alkoholsalg til ikke-muslimer i hoteller og restauranter.
Stadig mindre champagne i glassene
Champagne og østers er ren umami!
Bordeaux-vin tilsat rom
Mousserende vin bliver en del af appellationen
Han har købt de 18 Bourgogne-skilte
Besøg fra Château Cheval Blanc
En vinkælder til en værdi af 34 mio. kr.
Jumilla ramt af langvarig tørke
Vrede over LVMH køb
Sangria lavet med Petrus!
Champagne kan bryde lydmuren
annonce