annonce
Solgte ud af sin samling for 43 mio. kr.
- 31 oktober, 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Hvis man skal give de unge i familien et godt investeringsråd, så kunne det være at samle på fine vine:
– Spar sammen, gå på auktioner, og opbyg langsomt men sikkert en stor vinsamling. Og sælg så ud af den på dine ældre dage.
Måske var det netop det råd, Hong Kongs tidligere finansminister, 74-årige Henry Tang, fik i tidernes morgen. Gennem de seneste 50 år har han samlet på vin og er endt som verdens nok største vinsamler.
For nylig solgte han ud af sin store samling hos auktionshuset Christie’s i Hong Kong. Det samlede hammerslag lød på hele 50,2 millioner HKD (cirka 43 mio. kr.). Og de i alt 860 partier omfattede kun “et udvalg” af samlingen.
Beløbet overgik auktionshusets laveste samlede vurdering af vinene med gigantiske 151%. Og 80% af partierne gik til over den højeste vurdering.
13 timer lang auktion og mange yngre bydere
Auktionen varede 13 timer, og særligt ivrigt blev der (ikke overraskende) budt på vine fra det berømte Bourgogne-hus Domaine de la Romanée-Conti. En magnumflaske årgang 1971 opnåede således et hammerslag på det, der svarer til cirka 746.000 kr. Og en seks liters flaske La Tâche årgang 1996 fra samme domæne gik for 586.000 kr.
Ifølge Christie’s var det bemærkelsesværdigt, at næsten halvdelen af køberne var yngre mennesker fra 45 år og nedefter.
Ud af disse yngre købere havde cirka 70% aldrig tidligere budt med på Christie’s vinauktioner.
Der er dermed en voksende interesse hos de yngre generationer for at samle på top-vine.
Vin skal skabe minder for livet
Selv om det at samle vin har været en god investering for Henry Tang, så håber han, at de nye ejere af vinene ikke kun vil betragte dem som investeringsobjekter.
Som han har udtrykt det til The Drinks Business, så er meningen med vin, at den skal nydes og deles med andre.
– Hvis disse vine bringer folk sammen, inspirerer til konversation og skaber minder for livet, så vil de have opfyldt det formål, de blev skabt til, lød det fra den nu forhenværende ejer af de mange vine.
Man kan læse mere og se kataloget over vinene ved at klikke her.
annonce







