Nyheder

Også Australien er tynget af en vinsø

Den australske regering giver nu landets vinhuse økonomisk støtte til nedlæggelse af vinmarker. En førende australsk vinproducent mener, at man bør rive en tredjedel af Australiens vinstokke op...

annonce

Også Australien er tynget af en vinsø

Del artiklen

I både Frankrig og Spanien nedlægges der vinmarker for at komme landenes vinsøer til livs og få balance mellem udbud og efterspørgsel. Andre europæiske lande har fulgt trop.
Men det er ikke kun i Europa, man har problemer med store mængder overskuds-vin. Også Australien har måttet sande, at der fremstilles langt mere vin, end der afsættes. Vinen hober sig op på lagrene, og priserne presses i bund.
Især i Australiens største vinregion, South Australia, er vinsøen vokset støt år efter år, og statens myndighederne har nu etableret en stor økonomisk hjælpepakke på 109 millioner AUD (cirka 512 mio. kr.).
Midler fra pakken kan søges som lån af de vinproducenter i regionen, der ønsker at rive vinstokke op – og der skal ikke betales en dollar tilbage af lånet i de første to år.
Store vinhuse kan låne op til 500.000 AUD (cirka 2,3 mio. kr.), mens de små kan få en håndsrækning på 250.000 AUD (cirka 1,2 mio. kr.).

Chardonnay fører over Shiraz

I den økonomiske pakke er der også afsat 5 mio. AUD (cirka 23 mio.) til et eksportfremstød og et lignende beløb til destillering af overskuds-vin.
I 2026 blev der høstet 573.252 tons druer i South Australia, hvilket er 17% færre end sidste år og den mindste høst siden år 2000. Og vinmarksarealet er skrumpet med 1442 hektar i det seneste år.
Men til trods for den mindre høstmængde og det reducerede areal har lagrene hos vinproducenterne i South Australia aldrig været større.
Det er ikke det store problem i statens berømte vindistrikter som fx Barossa Valley. Det er frem for alt i den store region Riverland, vinsøen for alvor tynger.

“Riv en tredjedel af vinstokkene op”

Høsten af Australiens største blå drue, Shiraz, faldt derfor med 35% i år og udgør for første gang i de sidste 15 år mindre end 20% af den samlede druehøst.
Til gengæld har Chardonnay overtaget pladsen som Australiens mest benyttede drue til vinfremstilling. I år udgjorde druen hele 53% af landets samlede høstmængde.
Der er folk i den australske vinindustri, der mener, at der skal gøres en langt større indsats her og nu for at komme vinsøen til livs.
En af dem er ifølge Wine-Searcher Warren Randall. Han er en af landets største vinmarksejere, og stod det til ham, skulle en tredjedel af samtlige vinstokke i Australien rives op, og arealerne bruges til andre afgrøder.
– Det er de hårdeste tider jeg har set i mine 48 år i vinindustrien, lyder det fra Randall – der er overbevist om, at landet aldrig kommer af med sin vinsø, hvis ikke man går netop så drastisk til værks.

annonce