annonce

For første gang nogensinde overhaler Wine Paris sit tyske modstykke, ProWein, som verdens største vinbranchemesse.
Wine Paris bliver afholdt i Paris fra 10. til 12. februar, og ProWein i Düsseldorf fra 16. til 18. marts.
Begge messer tager stadig imod tilmeldinger fra udstillere og besøgende vinbranchefolk. Men der skal nærmest ske et mirakel, hvis ProWein skal beholde sin titel som den suverænt største vinbranchemesse.
På Wine Paris’s hjemmeside er der nu en liste med 5094 udstillere, mens listen på ProWeins side tæller 3291 udstillere – langt færre end i rekordåret 2019, hvor 6900 vinproducenter udstillede deres vine ved den tyske messe.
Tyskerne svigter ProWein
Hos Wine Paris er der 65% flere tyske udstillere, som har registreret sig til årets messe, mens ProWein har 39% færre registreringer fra sit hjemlands udstillere.
Den franske messe har i det hele taget haft succes med at tiltrække stadig flere udstillere – og fra stadig flere forskellige lande.
På messen årgang 2025 kan man fx også møde 35% flere vinproducenter fra Østrig, hvor ProWein har måttet vinke farvel til hele 81% af sine østrigske udstillere. Der vil også være 60% flere producenter fra Kina og hele 75% flere fra Rumænien.
For første gang udstiller også vinproducenter fra Sydafrika, Argentina, Armenien, Chile, Ungarn, Nordmakedonien, Uruguay og Australien på Wine Paris.
Det forventes i øvrigt, at hele 50.000 vinimportører, sommelierer og andre vinbranchefolk vil besøge den franske vinmesse.
Wine Paris’s stigende succes og ProWeins dalende deltagerantal kan blandt andet skyldes, at der har været store problemer i de senere år for såvel udstillere som besøgende med selve opholdet i Düsseldorf – med at finde hoteller til rimelige priser og med at komme frem og tilbage til vinmessen.





















































































































































































































































annonce