Nyheder

Mindste høst i 20 år

Californien har haft en rekord lille høst i år – især af rødvinsdruer…

annonce

Mindste høst i 20 år

Del artiklen

For nylig blev California Grape Crush offentliggjort. Det er den årlige rapport over den seneste høstmængde i Californien, der som bekendt tegner sig for mere end 90% af al den vin, der fremstilles i USA.
I alt blev der i 2024 høstet 2,8 millioner tons druer, hvilket var 22,8% færre end året før. Og det skyldes ikke mindst en mindre mængde rødvinsdruer.
I Sonoma fx, hvor der er plantet dobbelt så mange blå druer som grønne, blev der høstet 18,3% færre af førstnævnte og kun 8,8% færre af de grønne druer.
I naboregionen Mendocino County, hvor rødvinsdruerne ligeledes breder sig på et dobbelt så stort areal som hvidvinsdruerne, var høstmængden af blå druer hele 27% mindre end i 2023. Til gengæld blev der høstet 2,2% flere grønne druer.

Blå druer ramt af hedebølge

Vinmarkerne i Californien har faktisk produceret rigeligt med rødvinsdruer sidste år, men en stor del af dem fik lov til at blive hængende på vinstokkene.
Ifølge Wine-Searcher er en af årsagerne en hedebølge, der satte ind med fuld kraft i oktober. Langt de fleste hvidvinsdruer var kommet i hus, mens rødvinsdruerne endnu ikke var høstet. Den kraftige varme og tørke gik i mange vinmarker så hårdt ud over de blå druer, at de blev uegnede til vinfremstilling, hvorfor drueavlere og vinproducenter lod dem blive hængende på vinstokkene.
Det er selvfølgelig ærgerligt for den enkelte avler eller producent. Men den lille høstårgang er yderst velkommen, når det gælder den californiske vinindustri som helhed.
Sidste år købte amerikanerne betydeligt mindre vin, og flere vinhuse og handlende brænder stadig inde med vin fra tidligere årgange. Nu er chancen der for at komme vinsøen til livs – eller i hvert fald delvist til livs.

annonce