annonce
OIV udgiver hvert år en rapport om årets globale vinproduktion. Og ifølge den netop offentliggjorte rapport vil produktionen i 2024 lande på mellem 227 og 235 millioner hektoliter vin – eller, som der står, cirka 231 mio. hektoliter. En hektoliter svarer til 133 almindelige flasker vin, så det bliver til omkring 30,7 milliarder flasker.
Den lille usikkerhed i produktionstallet skyldes, at det kun er et par måneder siden, druehøsten på den nordlige halvkugle blev bragt i hus.
Sidste år meddelte OIV, at den globale vinproduktion var den laveste siden 1961. Med den nye rapport tyder alt på, at denne “rekord” bliver slået af årgang 2024 med endnu et fald i produktionen på 2% – og på 13%, når det gælder gennemsnittet for de sidste ti år.
Måske alligevel ikke så skidt…
Årsagen til nedgangen er (som næsten altid) vejrliget i form af frost, kraftig nedbør, oversvømmelser, hagl og tørke, der har ramt store dele af især den europæiske vinverden.
Set i en større sammenhæng er et par mindre vinproduktions-år her og nu slet ikke så ringe endda. Andre tal fra OIV viser, at der i 2023 – trods den også meget lille årgang – blev fremstillet 10% mere vin, end der var efterspørgsel på. Så måske er der nu mulighed for i hvert fald delvist at komme den globale vinsø til livs.
Nedenfor bringer vi endnu nogle oplysninger fra dette års rapport, der kan læses i sin helhed ved at klikke her.
Fire facts fra rapporten
* Vinproduktionen i EU-landene i 2024 forventes at ligge på 139 mio. hektoliter – et fald på 11% sammelignet med gennemsnittet for de sidste fem år.
* Italien forbliver med en produktion på 41 mio. hektoliter verdens største vinproducent. På andenpladsen ligger Frankrig med 36,9 mio. hektoliter – et fald på hele 23% i forhold til 2023. Tredjepladsen indtages af Spanien med 33,6 mio. hektoliter, hvilket er en stigning fra sidste år på 18%.
* Vinproduktionen i Tyskland, Portugal, Østrig, Schweiz og Rumænien samt i flere andre europæiske vinlande er mindre end i 2023.
* Den sydlige halvkugle tegner sig i år for en vinproduktion på 46 mio. hektoliter vin – et fald på 2% i forhold til 2023. Især i Chile er produktionen dykket markant med 15% til kun 9,3 mio. hektoliter.
Stadig mindre champagne i glassene
Champagne og østers er ren umami!
Bordeaux-vin tilsat rom
Mousserende vin bliver en del af appellationen
Han har købt de 18 Bourgogne-skilte
Besøg fra Château Cheval Blanc
En vinkælder til en værdi af 34 mio. kr.
Jumilla ramt af langvarig tørke
Vrede over LVMH køb
Sangria lavet med Petrus!
Champagne kan bryde lydmuren
annonce