annonce
Hvis der er noget, som aldrig ændrer sig, så er det, at alting ændrer sig i Languedoc.
Citatet er taget ud af en introduktion på en pressetur i Languedoc, som VinAvisen deltog i. Og det er ikke løgn. I løbet af turen blev vi ført gennem regionen, deres appellationer og et væld af nye tiltag og generel udvikling af et område, der stadig kæmper med sit renommé.
Kvalitet i stadig stigning
For år tilbage havde Languedoc ry for, at producere middelmådige bordvine. Men den første erkendelse på turen var, at det ikke længere er den fulde sandhed. Man kan stadig få “metervarer” på flaske rundt omkring i det sydfranske, men de bliver færre. Flere og flere vinhuse får øjnene op for, at passion, kvalitet, anerkendelse og indtægt hænger sammen. Flere og flere arbejder på at udvikle en unik identitet, væk fra den grå masse.
To nye appellationer
Et af de tydelige tegn på områdets udvikling er arbejdet med appellationerne. Der bliver arbejdet hårdt på at få godkendt nye appellationer og på at udvide de eksisterende. Således er to appellationer lige på trapperne til at få deres unikke ID på etiketterne. I 2028 forventes det, at Pézenaz bliver til Pézenas AOC.
Men allerede i februar i år blev Montpeyroux godkendt som en selvstændig appellation. Reglerne byder blandt andet, at udover de velkendte druer Syrah/Grenach/Mourvedre, skal den historiske drue Carignan være med i blendet. Derudover skal vinene lagres i et år.
Presseturen gik også forbi Montpeyroux, som bød på virkelig velsmagende, afrundede, balancerede rødvine. Til oktober næste år forlader de første flasker kældrene med de nye etiketter på, og det er ikke utænkeligt at der kommer til at stå Montpeyroux på nogle juleborde i 2027.
Picpoul de Pinet – nu med Patience
Picpouls stramme, friske østers-vine er rimeligt kendte i Danmark. Men her i den anerkendte appellation, er der også fart på udviklingen. Den ene udvikling er ikke tilsigtet, men kunne blive til en succeshistorie. Det handler nemlig om klimaet. Languedoc står med de samme problemer med klimaet, som næsten hele den etablerede vinverden. Men de seneste års varme har måske hjulpet de syrlige hvidvine. Klimaudviklingen har gjort vinen mere cremet med noter af grønne frugter, hvilket giver en væsentlig bredere appel.
Samtidig har appellationen præsenteret “Patience”, som er en lagret version af den klassiske hvidvin. Projektet lægger op til vine, der får de komplekse fordele af at hvile, men uden fad, oxidering eller en udtørrende fornemmelse. Det er stadig et nyt tiltag, men konceptet har meget lovende aspekter.
Limoux: en perle af perlende vine
Der sker mange nye tiltag i Languedoc. Men nogle metoder er meget gamle – faktisk ældgamle. Man mener, at Limoux er fødestedet for mousserende vine. Det er i hvert fald her, at de ældste beviser findes. På trods af den lange historie er appellationen ikke voldsomt kendt i Danmark, og det er en skam. Her kan man virkelig få en høj kvalitet pr. krone.
Appellationen laver tre variationer; Blanquette, Crémant og Ancestrale.
Blanquette er den traditionelle variation med minimum 90% af den lokale drue Mauzac. Disse vine er meget friske med noter af umodne grønne frugter.
Crémant de Limoux er overvejende lavet på Chardonnay, som giver en mere cremet og kompleks vin. Især denne variation er en fortræffelig vin. Har du ikke 600 kroner til en champagne, kan du sagtens få en god oplevelse med en Crémant de Limoux for det halve.
Du skal lede lidt efter dem på de danske hylder. Men finder du en, er den værd at tage med hjem.
Både Blanquette og Crémant bruger den traditionelle andengæring i flasken.
Men den traditionelle gæringsmetode er faktisk ikke den ældste metode. Ancestrale-metoden gærer som vanligt, men midt under gæringen tappes den på flasker. Her gærer den færdig, dog med en del restsukker. Derfor er Ancestrale en meget sød vin med lav alkohol.
Så, hvis du vil prøve noget helt nyt eller smage vin som middelalderens munke drak, skal du tage til Languedoc.
annonce












