Da kong Frederik afholdt nytårstaffel d. 1. januar, blev der traditionen tro skænket Rosenborg-vin i glassene – en vin, som dronning Margrethe nøjedes med at kalde ”interesant…” Nedenfor kommer historien om den legendariske vin.
Rosenborg-vinen er en rhinskvin fra slutningen af 1580’erne, der siden 1729 har ligget i nogle store egetræsfade i en hvælvet kælder under Rosenborg Slot i København.
Ikke al vinen er dog så gammel. Man har hele tiden fyldt efter med ny vin, idet man har fulgt Sherry-distriktets solera-princip. Men drikker man vinen – og det gør man altid til nytårstaflet – vil man i hvert fald få noget vin, der er over 400 år gammel.
For 30-40 år siden var vinen en slem prøvelse – der fulgte altid en sukkerskål med ved serveringen. 
Rosenborg-vinen blev første gang serveret ved nytårstaflet i 1598, men helt præcis hvordan den kom til Danmark, ved man desværre ikke. På Christian d. 4.s tid var de tyske vine meget populære, og ved de kongelige fester gik der gerne otte-ti gange så meget af rhinskvinen som af al anden vin tilsammen. Ved kongens kroning i 1596 drak de fremmede fyrster og adelsmænd kun rhinskvin, mens deres følge måtte nøjes med fransk vin.
Den franske vin kom især fra Poitou nord for Bordeaux, og dette navn kom efterhånden til at betegne noget tyndt og udrikkeligt. Vi har det stadig i det gamle danske ord pøjt.

Kom på en flodpram

Hvordan kom vinen til Danmark? – Den er sandsynligvis kommet ned ad Rhinen på en flodpram, fortalte nu afdøde vinhandler Erling Lauemøller fra Ludvig Bjørns Vinhandel, der i mange år har haft ansvaret for Rosenborg-vinen. – Måske er den kommet via Rotterdam. På den tid beherskede hollænderne handelen i Østersøen, så mon ikke vinen er bragt videre på et hollandsk skib? Vinen blev fragtet i egetræsfade som dækslast, udsat for den brændende sol, og en masse af den må være fordampet. Det har været en ret død vin, ikke den lette og elegante rhinskvin vi kender i dag.
Al vin til Østersø-landene skulle gennem Øresund, og her krævede den danske konge sin Øresunds-told. Da den tysk-romerske kejser Karl d. 5. spurgte en dansk adelsmand, om der var vinbjerge i Danmark, svarede denne: – Ja, ét – i Helsingør!
Tolden blev opkrævet i Helsingør, og den beløb sig til 3%. Men reglerne var meget snedige: Den danske konge kunne i stedet for penge tage hvert 30. fad vin, og han havde også ret til at købe enhver vare til den pris, som skipperen eller købmanden deklarerede.
Måske har Rosenborg-vinen været bragt til fortoldning i Helsingør. Tolderen har spurgt om dens værdi, og skipperen har – med sved på panden – opgivet et ganske ringe beløb. Og så har tolderen sagt: – Det var dog en billig vin. Du slipper for at betale de 3% – hans majestæt køber hele partiet til din pris.

Blev måske bragt til fortolding

I et efterladt skrift fortæller Erling Lauemøller, at han første gang oplevede vinen i december 1929, da han var seksten år. Der lå da tre fade med vin i Rosenborgs kælder i årgangene 1598-99 og 1615. Oprindelig havde der været seks fade.
Vinen var i begyndelsen af 1600-tallet blevet indkøbt til Nykøbing Slot på Falster, og her lå den indtil krigen med svenskerne i 1658 – det var dengang, svenske Carl d. 10. Gustav drog med sin hær over isen og truede København, hvor Frederik d. 3. ville “dø i sin rede”. Svenskerne kom igennem Nykøbing og beslaglagde vinen. Den skulle til Stockholm, og Gøngehøvdingen var formodentlig ikke i nærheden, så han kunne redde den.
Vinen kom imidlertid ikke længere end midt ud i Østersøen, da et dansk kaperfartøj opbragte det svenske skib og erobrede de seks fade tilbage. De blev ført til København og lagt ned i kælderen under det gamle Københavns Slot. Og da det nye Christiansborg blev bygget i 1729, blev de så overført til Rosenborg.

Et sært fluidum

I slutningen af året 1911 blev Venstres navnkundige høvding, I.C. Christensen, hasteindlagt hos professor Tscherning, der fjernede en stor galdesten, hvilket dengang var et alvorligt indgreb.
I en uges tid kæmpede I.C. med døden og vandt. Da han var kommet lidt til hægterne, fik han besøg af Frederik d. 8., der spurgte, om der var noget, han kunne gøre for den afkræftede patient. Men I.C. kunne ikke komme på noget.
Et par dage senere kom et smukt brev fra kongen og en flaske Rosenborg-vin. Professor Tscherning prøvesmagte og erklærede, at det var et sært fluidum. Han foreslog I.C. at slå proppen i og bevare flasken som en souvenir. Men det ville venstrehøvdingen ikke høre tale om. Vinen havde han fået af sin konge. Den skulle drikkes, og ned kom den – tilsat vand og sukker.
Da I.C. igen mødte kongen, takkede han ham hjerteligt og udtalte, at vinen havde bidraget væsentligt til hans helbredelse.
Med til historien hører, at døende og meget syge i gamle dage – vistnok mod lægeattest – kunne rekvirere lidt af Rosenborg-vinen som et sidste middel til trøst og lindring. Om end vel næppe til helbredelse.
Gad vide, hvor mange syge københavnere den sure vin har ekspederet over i en bedre verden …?

Da VinAvisen smagte vinen

For små tyve år siden besøgte VinAvisen kælderen under Rosenborg Slot sammen med vinhandler Erling Lauemøller. Hans familie har været vinhandlere igennem fire generationer, og det var hans far, der som kongelig hofleverandør havde fået ansvaret for plejen af den berømte vin.
Mens der blev smagt på indholdet i det store gamle træfad, sagde Erling Lauemøller, at det i virkeligheden var utroligt, at vinen var drikkelig. Men det skyldtes, sagde han, det fremragende tyske bødkerarbejde, samt at der oven på vinen lå et tyndt lag mikroorganismer. – I Sherry-distriktet kalder man det flor, men både min far og bedstefar kaldte det pant.
Når vi lyste ned gennem spunshullet med en lommelygte, kunne vi se dette lag – det var lyst grønligt, og det dækkede hele overfladen. – I virkeligheden er det en slags penicillin, sagde Erling Lauemøller.
Der fordampede en hel del af vinen ud gennem træet – faktisk mere vin, end der blev drukket ved nytårstaflet – og dette skete også, selv om Rosenborgs kældermester Jensen pøsede vand uden på fadet hver fjortende dag.
– Han blev lidt forbavset, da jeg foreslog ham det, mindedes Erling Lauemøller. – Metoden kendte jeg fra de tyske vinkældre ved Rhinen og Mosel. I min læretid dér opbevarede man kun vinen på træfade, og fadene og gulvene blev spulet som det sidste hver dag. Derved holdt man fugtigheden på det maksimale, og svindet blev mindst muligt.

Forbedrede vinen med krydderier

Indtil 1958 var Rosenborg-vinen i to af slottets tre fade faktisk udrikkelig. Og egentlig havde den aldrig nogensinde været en nydelse. Man kendte ikke så mange af vinfremstillingens hemmeligheder i gamle dage.
På Christian d. 4.s tid var al vin ret syrlig – for ikke at sige sur. Det var derfor skik at “forbedre” vinen med både sukker og honning samt med krydderier som kardemomme, ingefær, kanel og muskat. Den svenske konge Erik d. 14. brugte endog anis og lakrids i sin vin.
Man havde forskellige opskrifter, og en af disse hed hypokras – efter navnet på den græske oldtidslæge Hypokrates. I dag bruger vi stadig ordet, når vi taler om en rigtig hybenkradser.
Men selv om vinen i gamle dage var lidt “hybenkrads”, så drak man alligevel tæt af den. Seks-syv liter vin om dagen pr. person var ikke usædvanligt i kredse omkring hoffet, og almindelige mennesker drak tilsvarende mængder øl. Maden var jo stærkt saltet for at kunne holde sig.

Vinen blev sterilfiltreret

I 1982 døde Rosenborg-vinen. Ved de regelmæssige helbredsundersøgelser var der tegn på, at den var ved at ændre sig. Den havde aldrig smagt godt, men nu var den ved at blive rigtig alvorligt syg.
En af de eksperter, der stod ved sygesengen, var nu afdøde vinhandler Erling Carl, grundlægger af Chris-Wine og ejer af Château de Seguin. Han var en stor kapacitet – det var blandt andet ham, der på prins Henriks opfordring stod for aftapningen af den første årgang af Château de Caïx (1981-årgangen).
Erling Carl konstaterede, at der kun var ét at gøre: Vinen måtte sterilfiltreres, så den blev helt kimfri. Det blev gjort på Chris-Wines laboratorium, og den balsamerede vin blev derefter tappet på halvflasker. Det kom der vistnok 1600 flasker ud af.
I 1988 genopstod Rosenborg-vinen, da prins Henrik fik overrakt et nyt fad rhinskvin fra borgmesteren i byen Bacharach ved Rhinen, og det er i dag denne vin, der ligger i Rosenborgs kælder, behørigt blandet med den kimfrie vin. Den smager betydeligt bedre end den gamle vin fra 1500-tallets slutning, og det er helt sikkert, at der i hvert eneste glas er flere tusinde molekyler af den oprindelige vin. Så der er ingen grund til at takke nej, hvis man skulle få en invitation til hoffets nytårstaffel …