Eduardo Chadwick Errázuriz (f. 1960) skal have en stor del af æren for, at Chile i dag er kendt som et vinland med vine af høj kvalitet.
Han er født ind i en af landets gamle vinfamilier, hvis vinhus, Viña Errázuriz, blev grundlagt i 1870 i Valle de Aconcagua.
Efter endt uddannelse som industriingeniør vendte han hjem for at arbejde med i vinhuset. Og i 1993, da hans far, Alfonso Chadwick Errázuriz, døde, overtog han ledelsen.
Eduardo Chadwick havde allerede som ung en drøm om at skabe topvine, der kunne måle sig med denne verdens største vinnavne. Via studier i ønologi i Bordeaux samt rejser til Bourgogne, Toscana, Napa Valley og mange andre berømte vindistrikter fik han masser af inspiration til, hvordan drømmen kunne realiseres.
Hjemme i Chile indførte han den nyeste teknik i Viña Errázurizs vineri, eksperimenterede med kloner og nye druer som Shiraz og Sangiovese – og skabte den ene topvin efter den anden.
I 2004 mente Eduardo Chadwick, at tiden var inde til at se, om hans vine kunne stå distancen, og han arrangerede derfor en blindsmagning i Berlin med egne vine og topvine fra flere forskellige lande.
Hans Viñedo Chadwick årgang 2000 og Seña 2001 kom ind som henholdsvis nummer 1 og 2 og vandt dermed over berømte vine som Château Margaux, Château Latour og italienske Tignanello.
Berømmelsens tinder er ikke de eneste, Eduardo Chadwich har besteget. Han er en ivrig bjergbestiger og har blandt stået på toppen af det 6962 meter høje bjerg Aconcagua.
Siden 1987 har Eduardo Chadwick været gift med Maria Eugenia, som han har fire døtre med.
Adresse: Viña Errázuriz, Av. Nueva Tajamar 481, Office 503 Torre Sur, Las Condes, Santiago, tlf.: +56 23 39 91 00, www.errazuriz.com.
Personligt om personligheden
Navn:
Eduardo Chadwick Errázuriz
Profission:
Vinproducent
Lokation:
Chile