annonce

I sidste uge bragte vi input fra læserne omkring boykotning af amerikanske vine – blandt andet et fra en vinimportør, Anja Clark, der importerer vine fra Californien til Danmark.
Clark, der selv bor i den amerikanske stat, kom med et opråb til støtte for de mange små og mellemstore californiske vinproducenter, der lider under handlingerne fra ”en præsident, de aldrig har støttet.” Man kan læse hele inputtet ved at klikke her.
I den anledning har vi fået et par kommentarer mere fra andre af VinAvisens læsere. Bent Hansen skriver således følgende:
– Jeg synes, at importøren fra Californien har en pointe. Hvorfor straffe de stater, der ikke stemte på Trump. Vi skal hellere boykotte de firmaer, der støtter Trump.
Peter Philipsen føler med de californiske vinproducenter, men…:
– Det er helt bestemt en skidt situation for vinproducenterne i Californien, og jeg er godt klar over, at det ikke er herfra, Trump har hentet flest stemmer. Men hvor synd det end er for producenterne, så mener jeg, at man må gå ”all in”, når det gælder boykotning af amerikanske varer – ellers har det ingen effekt. Det er alt eller intet.
Vi modtager gerne flere kommentarer fra jer læsere på mariette@tiedemann.dk.




annonce