annonce

Et nyt år er startet, og det betyder nye udgaver af denne verdens mange årlige vinkonkurrencer. Måske er der nogle af vores læsere, der har funderet over, hvornår man begyndte at afholde vinkonkurrencer. En ting er sikkert – de har rødder langt tilbage i tiden, og måske blev den første afholdt af den vinglade franske konge Philippe d. 2. Auguste (1165-1223).
Et digt, “Bataille des Vins” (Vinenes Kamp), fra 1224 af Henri d’Andeli beskriver denne konkurrence – dog krydret med en god portion fiktion. I digtet inviterer kongen flere deltagere – dog består dommerpanelet kun af ham selv og en fiktiv britisk præst.
I alt bliver der smagt på 70 vine, hvoraf de fleste kommer fra Bordeaux, Bourgogne, Alsace, Loire og Champagne. Men et par stykker fra Mosel, Spanien og Cypern er også blevet sat på bordet.
Kalder champagne for “Hr. Prut”
Præsten, der allerede er godt pløret ved ankomsten, går hurtigt omkuld – spyttespande havde man ikke opfundet. Dog når han fuldstændig at afvise champagnen ved at kalde den for “Hr. Prut”, idet han mener, at vinen medfører oppustethed.
At Henri d’Andeli pynter på begivenhedernes gang med en fjollet britisk præst, er der en ganske bestemt årsag til. I middelalderen opfattede franskmændene briterne som et folk, der overhovedet ikke havde forstand på vin, da de ikke havde tradition for vinfremstilling.
Vinkonkurrencen fortsætter vers efter vers. Kun én rødvin deltager i smagningen – også den bliver skrottet, da man mener, den kan give kramper og gigt. En tredje vin får kongen til at true med at myrde vinproducenten, mens en fjerde bliver tillagt evnen til at gøre mennesker blinde.
En eftertragtet sød vin
Mange vine får dog også rosende ord med på vejen – og vinderen bliver en sød vin fra Cypern. Der hersker ret stor enighed om, at vindervinen må have været Commandaria – der stadig fremstilles på Cypern, og som dengang, vinkonkurrencen blev afholdt, og digtet blev skrevet, var berømmet overalt i Europa. Tempelridderne drak den, Richard Løvehjerte kaldte den for “kongernes vin og vinenes konge”, og det siges, at den osmanniske sultan Selim d. 2. – også kaldet “Selim den fordrukne” – erobrede Cypern udelukkende for at erobre den søde vin.
Foragtede rødvin
Selv om vinkonkurrencen i “Bataille des Vins” går over gevind, så fortæller den alligevel noget om datidens vinsmagninger.
Ifølge professor Francesca Sautman fra University of New York er det fx oplagt, at der hovedsageligt kun var hvidvine med til konkurrencen, og at det var dem, der fik flest rosende ord med på vejen. I middelalderen drak bønder og andre fattige folk stort set hvad som helst med alkoholprocenter. Men når det kom til aristokratiet – som jo deltog i konkurrencen – så var rødvin omgærdet med største mistillid og foragt.
Henri d’Andelis digt er så vidt vides ikke blevet oversat fra fransk, men det kan læses på sit modersmål ved at klikke her.




annonce