annonce

Hvis man er vild med gin, er det oplagt med et besøg på São Miguel i den portugisiske øgruppe Azorerne. På øen har Ali Bullock, der ejer landejendommen Solar Branco Eco Estates, slået dørene op for Europas største ginsamling, The Gin Library, med 2500 ginflasker fra 80 forskellige lande på hylderne.
Bullock har i 25 år rejst verden rundt og smagt og købt gin i alle afskygninger. Og der kommer stadig nye flasker til samlingen, da han opfordrer besøgende til at medbringe gode håndværksginner fra egne hjemlande. Der er allerede 16 ginner fra Danmark på hylderne.
Hvis flasken optages i samlingen, får gæsten en gratis gin af husets egen gin-serie, Ghosts of The Ocean.
En 5 liters G&T
I The Gin Library kan man også få lov til at lave sin egen blanding af botanicals (urter, frugter osv.) til infusion af en gin, deltage i master classes eller bestille verdens måske største G&T, Ginzilla. Den består af hele 5 liter gin og tonic svarende til omkring 25 standard cocktails, og den serveres i en kæmpestor kobberkop til deling mellem flere gæster.
Ali Bullock har også åbnet et hotel i forbindelse med The Gin Library – så man kan falde omkuld på en seng efter at have nydt en Ginzilla…
Man kan læse mere om ginsamlingen og Solar Branco Eco Estates ved at klikke her.
annonce








