Claus Nielsen (f. 1972) voksede op i Nordsjælland som den yngste af tre brødre. Han blev rent bogstaveligt født ind i vinens verden, idet hans far, Karlin Nielsen, har grundlagt vinkæden Holte Vinlager.
I 1994 afsluttede han en uddannelse som kontorassistent og tog derefter til Veneto på et års ophold hos vinslottet Boscaini, hvor han fik en all round indsigt i vinproduktion.
Ud over at tage del i selve fremstillingen fra høst til færdig vin arbejdede han også med i laboratoriet og deltog ligeledes i kvalitetstjek af fade, propper, flasker, vine modnet på forskellige fade, osv. Udstillinger og smagninger hos vinslottets kunder indgik også i arbejdet.
Vel hjemme i Danmark igen fungerede Claus Nielsen som kørende vinsælger i familiefirmaet, indtil han i år 2000 åbnede egen butik i form af Holte Vinlagers Gentofte-afdeling.
Her er han stadig at finde – dog kun tre dage om ugen, hvorefter han overlader roret til den daglige leder, Christoffer.
Siden 2014 har han nemlig også bestredet posten som direktør for Holte Vinlager-kæden, der i dag omfatter hele seksten butikker. Arbejdet indebærer blandt andet indkøbsrejser til de store vinbranchemesser, ProWein i Düsseldorf, VinItaliy i Verona og VinExpo i Bordeaux, fast kommunikation med leverandørerne og daglig ledelse af markedsføringen.
I 2015 gennemførte han sommelieruddannelsen på Vinakademiet i Valby. Og han gjorde det sammen med sine brødre, der også arbejder i familiefirmaet. De tre søskende tog uddannelsen, da de mener, det er vigtigt at følge med og være opdateret på deres eget fagområde.
Privat bor Claus Nielsen på Frederiksberg, er gift med Lene og har to drenge på 14 og 11 år. I fritiden er han frivillig fodboldtræner i FB på femte år, og ud over fodbold omfatter fritidsinteresserne skiløb – og naturligvis vin.
Adresse: Holte Vinlager, Smakkegårdsvej 137, 2820 Gentofte, tlf.: 39 63 05 22, www.holtevinlager.dk/gentofte.