Nyheder

Auktion over vin fra Bhutan

Noget så sjældent som vin fra den lille stat i Himalaya kommer nu under hammeren…

annonce

Auktion over vin fra Bhutan

Del artiklen

Nu kan du blive indehaver af den første årgang vin fra en helt ny vinregion, nemlig Bhutan.
Dette kongerige i Himalaya har ikke nogen lang vinøs historie. Det første og foreløbig eneste vinhus er Bhutan Wine Company, som blev grundlagt i 2017.
Dets grundlægger, Michael Juergens, har nu sat den første vin, han fremstillede (årgang 2023), til salg hos det britiske auktionshus Bonhams. Auktionen er online og varer fra 3. til 24. april. Denne første årgang vin er døbt Ser Kem, der betyder “alkoholisk gave til guderne”.
Vinene på auktionen er inddelt i 48 forskellige partier, og der vil være såvel almindelige 75 cl’s flasker som flasker i større formater. 

En hyldest til verdens største bjerg

Den største flaske rummer 7,57 liter vin. Den bærer tilnavnet The Himalayan og er en hyldest til verdens højeste bjerg, Gangkhar Puensum i Bhutan, der strækker sig 7570 meter mod himlen. Der er kun fremstillet to af disse store flasker – den anden er givet som gave til kongen af Bhutan.
De mange partier vin har højeste vurderinger på det, der svarer til mellem 27.400 og 547.000 kr. – den sidste vurdering gælder den store flaske, og med i købet får man en rejse til Bhutan.
Man kan læse mere om auktionen – og byde med, når den starter – ved at klikke her.

annonce