Nyheder

Vinsøen vokser i Piemonte

Også Piemonte er ramt af en større mængde overskuds-vin, og der må ifølge distriktets vinråd gøres noget her og nu...

annonce

Vinsøen vokser i Piemonte

Del artiklen

Vi har tidligere nævnt, at også Italien – og især Piemonte – har problemer med en vinsø i form af lagre af usælgelig vin, som hober sig op hos vinproducenterne.
Årsagerne er, ligesom i Frankrig og i flere andre vinlande, en global nedgang i forbruget af vin samt et mere besværligt eksportmarked, når det gælder landene uden for EU.
I Piemonte breder desperationen sig blandt producenterne og de lokale vinråd. I juli sidste år løb vinsøen op i cirka 9 millioner liter, som gerne skulle væk – eller i hvert fald reduceres – før årets kommende druehøst.
Der blev afholdt et møde mellem Piemontes forskellige vinråd og den lokale landbrugsminister, Paolo Bongioanni. Vinrådene ønskede en snarlig krisedestillering af den megen overskuds-vin – hvilket der dog ikke var forståelse for hos Bongioanni. Rådene blev mødt af ordene: “En vinkrise i Piemonte? Det eksisterer ikke!”.

Stadig lavere drue-priser

Vinrådene blev selvfølgelig oprørte over Paolo Bongioannis udtalelse, og siden da er situationen i Piemonte kun blevet værre. Og det gælder også berømte appellationer som Barolo, hvor vinsøen er øget med 15% – fra 65 til næsten 75 millioner flasker – siden 2019.
I Barbaresco er der i dag 21,8 mio. flasker overskuds-vin – en stigning på 14% i løbet af de seneste seks år.
Piemontes vinsø har selvsagt også gjort det sværere for distriktets drueavlere at komme af med deres druer – hvilket igen har medført stadig lavere drue-priser. Værst ser det ud i Asti, hvor prisen på Barbera-druerne faldt med op til 30% i 2025.
Snakken om krisedestillering af Piemontes vinsø og andre kortsigtede løsninger er igen kommet op at vende. Det samme er mere langsigtede tiltag som fx at give efterspørgslen på Piemontes vine et skub i den rigtige retning ved hjælpe af en skærpet markedsføring.

annonce