annonce

I 2022 blev der på verdensplan solgt 326 millioner flasker champagne, hvilket var en hidtidig rekord. Måske skyldes det, at man i mange lande igen kunne feste i større forsamlinger, fordi forsamlingsforbuddet i forbindelse med COVID-19 blev ophævet.
Men siden da er det kun gået en vej for salget af champagne, og det er nedad.
I november meddelte Champagnes producentforening UMC (Union des Maison de Champagne), at man forventede – når 2024 var omme – at nå op på et salg på 271 millioner flasker. Hvis det holder stik, når de endelige tal ligger på bordet – og den slags meddelelser plejer at holde stik – så er det 10% færre flasker champagne end i 2023 og det mindste salg siden 2002.
De 271 mio. flasker svarer i værdi til et salg på omkring 6 milliarder euro (cirka 44,7 mia. kr.) – et fald på 5% i forhold til året før.
Selv i Frankrig drikkes der mindre champagne
85% af al champagnen sælges i EU-landene, Storbritannien og USA. Frankrig er og bliver det største marked – selv om der også her blev solgt 15 mio. færre flasker champagne i de første ti måneder af 2024 sammenlignet med samme periode i 2019 (før COVID-19).
Ifølge data fra IWSR (International Wine and Spirits Record) er champagne-salget i såvel Storbritannien som USA faldet betydeligt i de sidste to år. Og det til trods for, at markedet for mousserende vin generelt er steget. Dette misforhold skyldes, at stadig flere amerikanere og briter lægger prosecco og crémant i indkøbskurven i stedet for champagne. Det samme gør sig gældende i Frankrig, hvor både crémant og mousserende vine fra andre lande er i vælten.




annonce





