annonce

Helle C. Nielsen synes, hun har godt styr på betegnelserne for mousserende vine (champagne, cava, prosecco, spumante, og crémant). – Men for nylig fik jeg serveret en vin med navnet petnat, skriver hun. – Kan I fortælle lidt mere om den?
Hvis det skal være helt korrekt, staves det Pét’nat, en forkortelse af pétillant naturel – fransk for naturligt boblende. Men på etiketterne staves navnet på mange forskellige måder.
Pét’nat er en uhøjtidelig og let mousserende vin, der i gamle dage blev drukket i store mængder ude i de franske landdistrikter. Og den fremstilles efter en metode, der er døbt méthode ancestrale (den fædrende metode), som går længere tilbage i tiden end champagnemetoden og adskiller sig fra denne på nogle væsentlige punkter.
Der tilsættes ikke gær, og hvor champagne såkaldt andengærer på flaske, gæres vinen ved méthode ancestrale kun en enkelt gang. Dog afbrydes gæringen undervejs og genstartes, når vinen er tappet på flasker. Der anvendes heller ikke dosage (tilsætning af sød vin) eller foretages degorgering (fjernelse af bundfaldet) som ved champagnemetoden – hvorfor vinen ofte er lidt uklar.
Fra glemt til trendy
Til fremstillingen af champagne må man som bekendt kun bruge tre forskellige druer, Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier. Til pét’nat bruges både røde og hvide druer – hvad man nu har i sin vinmark.
Da moderne metoder til fremstilling af vin vandt frem, kom der stadig mindre pét’nat på bordet, og for 20 år siden var der ikke mange, der havde hørt om denne vin. Men i de senere år har pét’nat fået en genopblomstring i kølvandet på trenden for naturvine. Ligesom disse tilsættes der som nævnt ikke gær eller fjernes bundfald.
Pét’nat fremstilles især i Loire-dalen, hvor den betegnes som almindelig bordvin (vin de France). Dog er der en enkelt appellation, Montlouis-sur-Loire, hvor pét’nat for nogle år siden blev forfremmet til AOC (Appéllation d’Origine Contrôllée) og dermed har fået et Pétillant Originel AOC Montlouis sur Loire på etiketten.
Med den nye AOC-betegnelse følger, at fremstillingen af pét’nat skal leve op til en række regler, hvoraf nogle også gælder for Montlouis-sur-Loires stillevine.
Der må fx kun bruges Chenin Blanc-druer, druerne skal håndhøstes, vinen skal have et alkoholindhold på minimum 11,5% osv.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk