annonce

USA’s præsident, Donald Trump, har indført strafafgifter på canadiske varer, og det har fået flere af landets forbrugere og forretninger til at boykotte køb af amerikanske produkter – heriblandt vin og spiritus.
I et supermarked i Vancouver kan man i øjeblikket se skilte med et “Buy Canadian” der, hvor der tidligere stod amerikanske flasker på hylderne.
Trump har også truet Europa og dermed Danmark med lignende stafafgifter. De er ikke indført endnu, men alene truslen – samt andre ubehagelige udspil fra den amerikanske regerings side – har fået mange danskere til at vende varer fra USA ryggen og så vidt muligt erstatte dem med lignende varer fra europæiske lande. Og heller ikke her gælder boykotten kun forbrugerne. Man har fx kunnet læse i medierne, at Flemming Nielsen, der ejer vinforretningen Wineboutique i Hadsten, har meldt ud, at han ikke længere vil sælge vin fra USA – og det er ifølge TV Østjylland faldet i rigtig god jord hos hans kunder.
Hvad mener VinAvisens læsere?
Også hos Skänk Øl- & Vinbar på Frederiksberg har ejerne, Patrick og Claus Skovgaard, ifølge Frederiksbergliv meddelt, at de vil udfase sortimentet af amerikanske vine. Brødrene har simpelt hen sat al amerikansk vin til salg til indkøbsprisen plus et bidrag til Den dansk/ukrainske komité. Her angiver baren et ønske om at styrke det europæiske sammenhold som årsag til udfasningen.
Hos Salling Group, der ejer en række supermarkedskæder, er man gået lidt mindre drastisk til værks. Her har man sat en sort stjerne ved alle de varer, der stammer fra en europæisk producent.
Vi kunne godt tænke os at vide, hvordan VinAvisens læsere forholder sig til sagen. Umiddelbart vil langt de fleste nok mene, at det er helt ok at fjerne amerikanske vine og spiritusflasker fra forretningshylderne. Men man kan jo også vende bøtten og spørge, om det er ok at fratage de danske forbrugere valget? Bør man hellere gå den vej, Salling Group har valgt, hvor man stadig kan købe amerikansk vin og spiritus samt andre varer, hvis man ønsker det?
Og hvad med de mange amerikanske vinproducenter? Dem går det jo i høj grad også ud over. Send endelig input og kommentarer til mariette@tiedemann.dk.




annonce