Uncategorized

Alkohol mod Parkinsons

En ny undersøgelse tyder på, at Parkinsons-patienter, der har et moderat forbrug af alkohol, lever længere end patienter, der ikke rører en dråbe...

annonce

Alkohol mod Parkinsons

Del artiklen

Så er der igen godt nyt, når det gælder helbred og alkohol. Denne gang drejer det sig om en omfattende sydkoreansk undersøgelse af patienter med den neurologiske sygdom Parkinsons. Resultatet af undersøgelsen viser nemlig, at et moderat forbrug af alkohol under sygdomsforløbet kan være med til at sinke udviklingen af sygdommen og forlænge livet hos patienterne.
Parkinsons er ikke i sig selv en dødelig sygdom, men de komplikationer, den kan medføre, kan forkorte levetiden. Det drejer sig blandt andet om synkebesvær, balanceproblemer, der kan resultere i fald og brud, og svækket vejrtrækning og muskulatur, som gør det sværere at bekæmpe infektioner. Demens er ligeledes blandt de mulige følgevirkninger af Parkinsons.
Den gennemsnitlige levetid hos patienterne er derfor ofte kortere end hos raske jævnaldrende.

22% lavere risiko

Udgangspunktet for undersøgelsen er en database hos Korea National Health Insurance Service, hvor forskerne koncentrerede sig om i alt 32.419 patienter med Parkinsons, der mellem 2009 og 2017 var blevet diagnosticeret med sygdommen.
Patienternes drikkevaner blev kortlagt, og forskerne fulgte dernæst deltagerne over en periode af fire år.
Resultatet af undersøgelsen blev, at de deltagere, der havde et moderat alkoholforbrug, havde 22% lavere risiko for at dø af komplikationer end de deltagere, der var afholdsfolk.
Ifølge de koreanske forskere har alkoholen en beskyttende effekt over for nervesystemet og bremser derved hastigheden af sygdommens fremmarch.
Undersøgelsen skelnede ikke mellem forskellige typer alkohol, men for en gang skyld handler det nok ikke så meget om vins godgørende egenskaber – hvilke der dog også er rigtig mange af. I Sydkorea består 99% af alkoholforbruget af øl og den risbaserede spiritus Soju.
Til gengæld har en tidligere undersøgelse ifølge Wein.plus vist, at især rødvin er forbundet med en lavere risiko for at udvikle Parkinsons. Årsagen skulle være rødvins indhold af blandt andet polyfenoler, resveratrol og niacin.
Man kan læse den sydkoreanske undersøgelse i sin helhed ved at klikke her.

annonce