Nyheder

Et mere moderne Bordeaux

Der sker rigtig meget i Bordeauxs vinverden i disse år. Nye typer vin lanceres og lettere rødvine ser dagens lys...

annonce

Et mere moderne Bordeaux

Del artiklen

Bordeaux er kendt for sine rødvine med stort lagringspotentiale – vine, der typisk købes unge og dernæst gemmes i kælderens dyb i flere år, så man får den fulde fornøjelse af dem.
Sådan nogle vine vil der nok altid blive fremstillet i det berømte franske distrikt. Men i Bordeaux forsøger man ihærdigt på at vise omverdenen, at man også kan fremstille mange andre typer vin, og især lettere vine og vine, der er drikkemodne her og nu. Det er den vej, trenden går blandt verdens forbrugere.
Vinproducentforeningen Conseil Interprofessionnel du Vin de Bordeaux (CIVB) har endda lanceret en “moderniserings-strategi”, og flere af de mål, som strategien omfatter, er allerede godt i gang med at blive nået.

Fire gange så megen mousserende vin

I løbet af de seneste 10 år er produktionen af Crémant de Bordeaux således firdoblet, ligesom nye varianter af den mousserende vin er kommet på markedet. I dag kan man få både Crémant Blanc de Blancs, Blanc de Noirs og Extra Brut samt en enkeltdrue mousserende vin på den grønne Sémillon.
Og så har man, som vi tidligere har nævnt, godkendt den historiske rødvin Claret som en appellations-vin. Denne lyse, lette og frugtrige rødvin er dermed nu kommet til ære og værdighed som en Bordeaux AOC vin.
I Entre-deux-Mers, der er kendt som en hvidvins-appellation, er der stadig flere producenter, der også fremstiller rødvine – igen af en lettere type end den, Bordeaux traditionelt er kendt for. I Médoc, der er berømt for sine rødvine, fremstilles der til gengæld stadig mere hvidvin – igen helt i tråd med den ændrede forbrugertrend.

54% mindre udslip

Moderniseringen omfatter også et mere miljøvenligt og bæredygtigt Bordeaux, hvor der skal arbejdes på at forbedre klimaet, få mere biodiversitet og større sikkerhed for vinhusenes medarbejdere.
De traditionelle vinflasker i Bordeaux vejer i dag 443 gram – det skal reduceres med 10% inden år 2030. Og vinhusenes CO2-udslip skal skæres ned med 54% sammenlignet med udslippet i 2007.

annonce