annonce
Katrin Sørensen synes, hun kan mærke, at champagne ”stiger hurtigere til hovedet”, end når hun fx drikker rødvin. Kan det passe, og i så fald hvorfor?
Ja, det kan det godt. For en del år siden konstaterede forskere ved University of Surrey, at boblerne går lige til hovedet.
Under forsøget gav man tolv forsøgspersoner de samme vine henholdsvis med og uden bobler, og det viste sig, at boble-drikkerne efter fem minutter havde i snit 0,54 milligram alkohol pr. milliliter blod, mens drikkerne af den “flade” vin kun havde 0,39 milligram.
Forsøgspersonerne blev testet med to champagnemærker over to uger, og hver fik den samme mængde alkohol pr. kg. legemsvægt. Og ikke kun målte man indholdet af alkohol i blodet, men også reaktionsevnen, der hos boble-drikkerne blev nedsat markant mere end hos de “flade” drikkere.
Hvorfor det forholder sig sådan, er svært at sige. En teori er, at boblernes kuldioxid påvirker tarmen, så alkoholen optages hurtigere.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk