Postkort

14 postkort fra Frederiksdal

14 postkort fra Frederiksdal

Som regel rejser vi langt væk for at kunne sende vinøse postkort fra alverdens vindistrikter. Her bliver vi i Danmark. Vi besøger Frederiksdal Gods på Lolland, og i 14 postkort bringer vi en reportage fra høsten af kirsebær og fremstillingen af kirsebærvin.

annonce

1. postkort fra Frederiksdal: Danmarks største vinproducent

Vi er taget til Lolland for at opleve, hvordan man fremstiller den enestående danske kirsebærvin.
Vi er i den yderste, vestlige ende af Lolland på godset Frederiksdal, der ligger i Harpelunde lige nord for Tårs, hvorfra færgen går til Langeland en gang i timen.
På godset holder “Frederiksdal Kirsebærvin” til, og bortset fra at vinen laves på kirsebær og ikke på druer, så er firmaet ubetinget Danmarks største vinproducent. I et normalt år produceres der 120.000 liter vin.

Stevnsbærret er kirsebærret, der dyrkes på Frederiksdals 26 hektar marker. Kun en del af produktionen bruges til kirsebærvin. Resten bruges til saft, hvoraf en del eksporteres
I mange år var Cherry Heering og Kijafa de store mærker i dansk kirsebærlikør.
2. postkort fra Frederiksdal: Følg den røde stribe

Kirsebærvin har en lang historie i Danmark. Man har lavet saft, likør og vin af de røde bær rundt omkring på bondegårdene, og man har solgt bærrene til byernes urtekræmmere, der lavede saft på dem.
Ikke mindst på Stevns har man haft en stor produktion. Under høsten blev bærrene kørt til markedet på den nuværende rådhusplads i København. De blev læsset på hestevogne, og var der dårlig plads i vognene, trampede man bærrene sammen.
Efter sigende kunne man følge den røde stribe af saft hele vejen til København.

3. postkort fra Frederiksdal: En skygge af sig selv

Storkøbmanden og rederen Peter Heering var allerede i 1818 begyndt at fabrikere kirsebærlikør, der siden blev eksporteret til mere end 100 lande under navnet Cherry Heering. Likøren var et vigtigt flagskib for Danmark ligesom Lego og Maersk og dansk design.
Cherry Heering var i princippet en blanding af kirsebærsaft, sukker og alkohol, fremstillet med omhu. Men tiden har været imod produktet. Smagen har ændret sig, og kirsebærlikør bliver af mange opfattet som noget, man henter på supermarkedets nederste hylde.
I dag fremstilles Cherry Heering i Malmø af den svenske familie Tilander, og produktionen er kun en skygge af sig selv.

Peter Heerings smukke bygninger i Dalby blev tegnet af arkitekten Preben Hansen i 1959. De står i dag forladte og tomme.
Hovedbygningen på Frederiksdal Gods blev opført i 1756. Tårnet ved den venstre gavl er af nyere dato.
4. postkort fra Frederiksdal: Et nyt flagskib for Danmark?

Kan kirsebærvin atter blive et flagskib for Danmark? Det er der en god chance for med Frederiksdal Kirsebærvin.
Godset ejes af familien Krabbe, og i 2000 overtog Harald Krabbe ledelsen af det (se den blå bog om ham længere nede i denne VinAvis).
Harald Krabbe var mest stemt for at rykke de mange kirsebærtræer op med rode og så hvede. Det ville blive en bedre forretning, mente han. Men i 2006 fik han besøg af den vininteresserede journalist Morten Brink Iwersen, der havde arbejdet på vingårde i Sydfrankrig, og Morten havde en anden idé:
– Hvorfor ikke prøve at lave kirsebærvin? sagde han. – Ikke likør af saft, sukker og alkohol, men rigtig vin. Vin af kirsebær, der af sig selv går i gæring og udvikler ædle aromaer.

5. postkort fra Frederiksdal: De tre musketerer

Morten Brink Iwersen havde som helt ung arbejdet hos kokken Jan Friis Mikkelsen på restaurant Tinggården i Frederiksværk, og ham fik han med i projektet. Og i 2006 dannede de tre musketerer, Harald, Morten og Jan, firmaet “Frederiksdal Kirsebærvin”.
Harald havde kirsebærtræerne; Morten og Jan havde viden og ideer til at lave den helt rigtige dessertvin.
Der er siden investeret mange penge og dyre forsøg i produktionen, og i dag er man kommet langt. Man arbejder entusiastisk for at vise, at der er nye veje for dansk produktion af fødevarer – at det er værd at bruge de lokale produkter, som er bedst lige her, hvor vi bor, til mad og drikkevarer af høj kvalitet.

Stevnsbærret har en god syre og kan med rette kaldes et surkirsebær. Det er et bær i verdensklasse. Mere om det i det sidste postkort, når vi når frem til det.
Her ses den ene af de to høstmaskiner, den med armen, der ryster træerne. Styretøjet sidder midt på maskinen ud for armen.
6. postkort fra Frederiksdal: Utrolige høstmaskiner

Høsten af kirsebær på Frederiksdal Gods begynder altid i den sidste weekend i august, og VinAvisen var med. Ikke for at plukke bær, men for at opleve et par utrolige høstmaskiner, der kørte på hver sin side af træerne og rystede bærrene af grenene.
Der er to næsten ens maskiner, som tilsammen har kostet cirka 2 millioner kroner. De fylder lige så meget som to små busser, og de er forsynet med to store, skråtstillede paneler, der fanger bærrene, når de falder ned.
På den ene maskine sidder der midt i det nederste panel en arm, der rækker ud, griber fat i træets stamme og ryster hele træet. På den anden maskine er der ikke nogen arm.
Maskinerne kan høste cirka 6 træer i minuttet.

7. postkort fra Frederiksdal: Cirka 10% kommer ikke med

På hver maskine er der en lang, rørformet skinne, som man kører helt ind til stammen. Panelerne på maskinerne skal være så tæt på træerne som muligt for at fange bærrene.
Og så kører de to maskiner synkront og standser med rystearmen ud for hvert træ.
Det kan naturligvis ikke undgås, at der er bær, som trodser rysteturen og ikke vil slippe taget i grenene. Det kan heller ikke undgås, at nogle bær falder uden for panelerne og ned på jorden. Tabet andrager cirka 10%, men dette er værd at tage med sammenlignet med udgifterne til en hær af plukkere på lange stiger.

Overfladiske rødder kan blive skadet af maskinerne. Det kan også ske ved pløjning. Men når man ikke gøder træerne, tvinger man rødderne til at skifte retning og finde næring længere nede i jorden.
Det kan ikke undgås, at nogle af kirsebærrene falder uden for transportbåndet i bunden af maskinen. De lempes ned på båndet med en skovl.
8. postkort fra Frederiksdal: Undgår kemiske midler

I plukkemaskinerne falder kirsebærrene ned på et vandret transportbånd, der fører dem hen til maskinens ene ende. Her fanges bærrene af et lodret transportbånd med små kurve, som øverst smider dem ned i en stor plastickasse bag på køretøjet.
Tidligere brugte man kemiske midler til at holde arealet mellem rækkerne af træer frit for bevoksning. På Frederiksdal gør man det ikke mere. Til arbejdet har man fået en speciel harve fra Tyskland.
Ideen med det er, at bakteriefloraen på marken skal blive kraftigere uden de kemiske midler, så man får nogle endnu stærkere vilde gærceller, som kan bruges i fremstillingen af vin.

9. postkort fra Frederiksdal: Op til 40 flasker pr. træ

Når plastickasserne bag på maskinerne er fyldt til randen, bliver de løftet ned og straks lukket med et låg. På den måde bliver bærrene beskyttet mod forurening, vejstøv og hvepse på vejen til pressehuset.
På billedet her venter en række kasser på at blive løftet op på en lastvogn og kørt væk. Under en normal høst fyldes i alt 40 kasser.
Hvert træ giver normalt bær til 25-30 flasker vin (à 50 cl), måske 40 flasker i et rigtig godt år. Men der er også dårlige år. I 2010 gav hvert træ kun en kvart flaske vin.

Plastickasserne er udformet, så de lige er til at løfte med en gaffeltruck. Og lågene sidder godt fast.
Sukker er ikke spændende i sig selv. Sukker er spændende, hvis der kommer citron på, siger Morten Brink Iwersen, en af de tre mænd bag Frederiksdal Kirsebærvin (læs om ham i denne uges blå bog længere nede).
10. postkort fra Frederiksdal: Sukker, syre og aromastoffer

Der blev holdt godt øje med kirsebærrenes indhold af sukker under høsten. Sukker er vigtig for smag og alkohol. Men også syre og aromastoffer er vigtige, og alt påvirkes af varme og lys.
I Sydeuropas vinmarker er der både varme og lys. Men her i Danmark har vi til gengæld en længere modnings-sæson, og den giver mere komplekse aromaforbindelser.
Tænk blot på, hvordan et dansk æble smager af meget mere end et sydlandsk!
I Danmark er dagene længere sommeren igennem, og varmen er mindre massiv. Det giver mulighed for at bevare syren i længere tid, mens sukkeret dannes, og smagen bliver meget mere kompleks.

11. postkort fra Frederiksdal: Presses mellem to bånd

Kirsebærrene presses hjemme på gården i en presse, der ikke er helt almindelig – vi har i hvert fald aldrig set sådan en i vinens verden.
To brede transportbånd, et hvidt og et blåt, løber omkring en række valser. Kirsebærrene kommer ind foroven og falder ind mellem båndene, og denne lange “sandwich” af bånd og bær føres så gennem valserne, der valse for valse presser de to bånd tættere og tættere sammen.
Saften løber fra undervejs, og til slut spytter maskinen sten og skind ud i en kasse.
Det er en nænsom maskine, og den er langt mere effektiv og hurtigere end de pneumatiske presser, der bruges til vin.

Under sin vej til pressen "skubbes" bærrene af en roterende pumpe. Den er så blid, at man også kan bruge den til levende fiskeyngel.
Der er investeret mange penge i det flotte vineri, en del af dem tilskud fra EU. Der er dog ikke noget tappeanlæg. Tapningen foregår et andet sted.
12. postkort fra Frederiksdal: Et batteri af tanke

Der er mange tanke hos Danmarks største vinproducent, et par meget store og en lang række små.
De små tanke bruges blandt andet til de forsøgsrækker, som de tre ejere af Frederiksdal Kirsebærvin investerer i – blandt andet forsøg med det såkaldte Stevnsbær.
Kloner af bærret har nogenlunde de samme egenskaber. Men det betyder ikke, at vine, man laver af de forskellige kloner, smager ens. Der er forskel på dem. Her er der stadig meget at udforske.
De små tanke bruges også til de forskellige typer vin, som produceres på stedet.

13. postkort fra Frederiksdal: Flere spændende typer

I løbet af de syv år, Frederiksdal Kirsebærvin har været i gang, har man eksperimenteret med kirsebærvinen, og flere af eksperimenterne har været vellykkede. Så i dag kan man levere nogle spændende typer.
Man fremstiller endog en traditionel kirsebærlikør på gammeldags manér – altså ikke en vin men en blanding af saft, sukker og alkohol.
En meget spændende vin er en rancio (harsk på catalansk), hvor vinen lagrer udendørs et årstid på 25 liters glasballoner – ligesom vinene i det franske Banyuls. Og herefter lagres vinen så videre i cognac-fade.
En anden spændende vin laves efter det spanske-system, hvor vinen hele tiden blandes op med ældre årgange.

Morten Brink Iwersen smager på vinen, der lagres på små Bordeaux-fade.
På en sydvendt skråning, Skrædderbanken, har godset i samarbejde med Pometet under Københavns Universitet anlagt en forsøgsmark med flere forskellige sorter kirsebær.
14. postkort fra Frederiksdal: Indsamling af gamle sorter

Indtil 1976 var der mange forskellige sorter kirsebær i Danmark – Langeskov, Løvskal, Skælskør, Heering osv. Men efter en række forsøg på Statens Forsøgsstation Blangstedgaard besluttede man, at der ikke var nogen forskel på sorterne, når det gjaldt farve, syre, tørstof og udbytte. Så man kaldte dem alle for Stevnsbær (se det STORE billede længere nede).
Mange sorter og kloner er sikkert gået tabt, men i dag forsøger man at finde flest muligt på glemte marker og i gamle krat. Man samler dem ind og sammenligner blandt andet deres DNA-profiler.
Institut for Jordbrug og Økologi ved Københavns Universitet står for indsamlingen af de gamle sorter, og Frederiksdal Gods samarbejder med instituttet.