I den canadiske stat Alberta finder man det 35.000 km2 store område, der kaldes Badlands. Det er et dramatisk, råt landskab med dybe dale og skulpturelle klippeformationer, der er formet af den kraftige vind. Området er ikke mindst berømt for sine mange fossiler af dinosaurer.
Tidligere i år besøgte VinAvisens Mariette området og lagde vejen forbi den lille landsby Wayne og Last Chance Saloon. Det er et velvalgt navn til en saloon, for når man kører videre af den eneste vej, der fører til Wayne, kommer man ud i Badlands øde, golde landskab. Så altså “sidste chance” for at få sig en dram.

En livlig mineby

Der er i dag færre end 100 indbyggere i Wayne. Men i 1920’erne var byen et sprudlende centrum for områdets minedrift med et indbyggertal på over 2000.
Der var teater, en skole, utallige forretninger osv. I dag er der kun en enkelt bygning tilbage fra den tid, og det er hotellet Rosedeer fra 1913, der med sin gulhvide træfacade ligner en kulisse fra en cowboyfilm.
Man kan stadig overnatte der, men den helt store attraktion er hotellets saloon. Man skal krydse 11 gamle træbroer for at komme til den afsidesliggende landsby, men det er der hvert år alligevel en del turister, der gør, for at besøge Last Chance Saloon.

Slåskampe uden for “blod-spanden”

Mens værten bag skranken i saloonen skænker i glassene, fortæller han gerne om dengang, hvor der var noget mere livligt i Last Chance Saloon.
Saloonen lå lige over for minen, og hver dag kom cirka 250 minearbejdere forbi for at få et måltid mad – og frem for alt for at drikke!
Der blev drukket tæt, og ofte kom nogle af gæsterne op at skændes. De var dog så høflige, at de gik udenfor for at slås, og når de så havde slået hinanden halvt fordærvede, kom de ind igen som gode venner – og drak videre. Her havde man aldrig hørt ordene ”moderat alkoholforbrug”… Det var ikke uden grund, at Last Chance Saloon i 1920’er fik tilnavnet “Bucket of blood” (blod-spanden).

Skudhuller i væggen

En anden historie var den om tre fremmede, der kom ind i saloonen og bestilte noget at drikke. Da værten kom med drikkevarerne, nægtede gæsterne at betale for dem.
Værten gik stille og roligt tilbage til skranken, fremdrog et gevær og skød så en kugle over hver af de tre gæsters hoveder. Og så gik det ellers hurtig med at komme til lommerne! I dag er der sat en ramme rundt om de tre huller i væggen.
I Last Chance Saloon er man i det hele taget omgivet af minder fra en svunden tid. Gamle sort-hvide fotografier af minearbejdere hænger tæt på væggene, en vintage jukeboks, gamle metalskilte, et gevær og et bjørneskind i loftet. Og rigtig mange af klenodierne gemmer på historier gennem de mere end 100 år, saloonen har eksisteret.

Et rigtig godt glas hvidvin

Den dag i dag drikkes der især øl, whisky og anden spiritus i saloonen.
Vinsortimentet begrænser sig til en enkelt ”white wine” og en enkelt ”red wine” – uden yderligere kommentarer. Forhåbningerne var ikke store hos VinAvisens redaktør, men det glas hvidvin, jeg fik serveret, fejlede bestemt ikke noget.
Nu laver Canada jo også rigtig megen dejlig vin. Det kommer der mere om på et senere tidspunkt. Fra Alberta fortsatte turen nemlig til British Columbia, en stat, der fremstiller noget af det bedste canadiske vin.