annonce

Champagne har sine spydspidser – producenter, der betyder meget for vinens og distriktets berømmelse, og som ofte er pionerer, når det gælder ideer inden for vindyrkning og -fremstilling.
Det samme har den spanske cava, og en af de absolutte spydspidser for den mousserende vin er det familieejede cavahus Juvé & Camps.
Det ligger i Penedès-regionen, der hvor 95% af al cava fremstilles. Vinen laves på de traditionelle cava-druer, Macabeo, Parellada og Xarel-lo og – hvilket gælder for al cava – fremstilles nøjagtig ligesom champagne med andengæring på flasker.
Men her stopper lighederne mellem Juvé & Camps og andre cavahuse.
Mens de fleste cavahuse producerer både almindelige basis-cavaer og fornemme, dyrere udgaver, fremstiller Juvé & Camps stort set udelukkende cavaer i top-kategorierne Reserva og Gran Reserva.
Ifølge reglerne skal en Gran Reserva cava efter tapning på flasker modne i mindst 30 måneder, før den frigives til salg. Herved udvikler vinen en mere kompleks aroma og de dejlige delikate noter af nødder og brioche. For en Reserva er kravet om modning 18 måneder, mens almindelig cava skal modne i mindst 9 måneder.
Også her adskiller Juvé & Camps sig fra de fleste andre cavahuse ved ofte at modne deres Reserva og Gran Reserva i 36 måneder eller mere – endog for nogle cavaers vedkommende helt op til mere end 100 måneder. Med så mange års modning opnår cavaerne en utrolig kompleksitet med en hel palet af fine aromaer.
Vinene kan fås herhjemme
Nogle af disse dejlige langtidsmodnede cava’er – der i øvrigt alle er økologisk certificerede – blev for nylig præsenteret for en skare af danske sommelierer og vinskribenter. Det skete i forbindelse med en præsentation af et ganske særligt bogværk om vinens verden, som Juvé & Camps har støttet økonomisk.
Værkets navn er Wine Sapiens, det er udgivet af elBullifoundation og omfatter otte bind med i alt 4000 sider og 3500 illustrationer. Det fantastiske bogværk kan man læse mere om – og købe – ved at klikke her.
Til præsentationen var fjerde generation af Juvé & Camps, Meritxell Juvé, og Ferran Centelles, der var Sommelier i El Bulli til stede. ElBulli var den verdensberømte spanske restaurant, der lukkede i 2011, og som en fugl Føniks genopstod som elBullifoundation.
Centelles stod i spidsen for en glimrende masterclass, hvor vi smagte en række af Juvé & Camps prestige cavaer. Herhjemme forhandles vinene af H.J. Hansen Vin.
Tørre cavaer skabt til at ledsage mad
Fælles for de cavaer, vi smagte, var, at de tilhørte den absolut tørreste kategori, Brut Nature, der typisk indeholder mellem 0 og 3 gram sukker pr. liter, og hvor der – i modsætning til de mange andre kategorier – ikke tilsættes sukker efter degorgering.
Også her adskiller Juvé & Camps sig fra de øvrige cavahuse ved simpelt hen at være specialist i Brut Nature – og dermed i “mad-cavaer”, da disse tørre, mousserende vine er perfekte ledsagere til mad, fx til lidt fede fiske- og skaldyrsretter.
Det ualmindeligt lækre ved de cavaer, vi smagte, var foreningen af det knastørre med den finesse og blødhed og de lag af aromaer, som den ekstra lange modningstid giver vinene.
De ældre årgange – hvoraf den ældste, vi smagte, var Reserva de la Familia 2010 – vidner også om, hvor lang holdbarhed Juvé & Camps cavaer generelt har.
Et godt bud til en nytårsaften med mange gæster om bordet er husets Reserva de la Familia Brut Nature Gran Reserva i Magnum-udgave til 519,95 kr. Den dufter mildt af hasselnødder, brioche og kvæder, har en cremet mousse og en frisk smag med sarte noter af blandt andet æbler og citrus. Der er kun 13 flasker tilbage på online-lageret hos H.J. Hansen Vin.
annonce








