annonce
I oktober sidste år nævnte vi, at den berømte Michelin Guide, der gennem årtier har uddelt stjerner til restauranter verden over, ville udvide med en lignende guide over vin med titlen “Michelins Grape Selection”.
Nu har Michelin så uddelt sine første drueklaser, og har lagt ud med det prestigefulde Bourgogne. Tre drueklaser er det højeste – ligesom tre stjerner, når det gælder restauranterne. Og det er ikke vinene, der får tildelt klaserne men derimod producenterne.
I alt har 94 producenter modtaget drueklaser. Heraf fik ni de eftertragtede tre Michelin-klaser, mens 20 opnåede to, og 33 måtte “nøjes” med en enkelt klase – hvilket jo også er en fin anerkendelse. Yderligere 32 producenter fik udmærkelsen “Udvalgte producenter”.
Tillid til årgangene
De ni vinhuse, der opnåede tre drueklaser, var Domaine de la Romanée-Conti, Domaine Leroy, Domaine d’Auvenay, Cécile Tremblay, Dugat-Py, Roumier, Coche-Dury, Jean-Marc & Thomas Bouley og Hubert Lamy.
Ifølge Michelin gives de tre klaser til producenter, hvis vine “man kan have fuldstændig tillid til uanset årgangen”.
Nu, hvor tildelingen af druer i Bourgogne er et overstået kapitel, fortsætter Michelin med resten af vinverdenen.
Ved at klikke her kan man læse mere og se samtlige resultater af drueklase-tildelingen til Bourgognes vinhuse.
annonce










