annonce
Hvordan er de store Beaujolais’er?
Ugens gode spørgsmål.
- 4. oktober 2025
- Se alleBrevkasse

Sandra Karstensen smagte for nylig en Beaujolais fra Morgon (en af de i alt 10 cru’er i vinområdet). Hun nød vinen og vil nu gerne vide, hvad der smagsmæssigt kendetegner vinene fra de enkelte cru’er i Beaujolais.
Vi kan godt forsøge at lave en lille liste:
* Brouilly, som er den største af cru’erne, leverer frugtagtige, vinøse vine med toner af hindbær, blåbær, kirsebær og korender. Vinene kan være ret lette.
* Chénas er den mindste af cru’erne med bløde og elegante vine. Duften kan minde lidt om vilde roser.
* Chiroubles er den højest beliggende af kommunerne, og vinene herfra er lettere, mindre tanninrige og med en duft af violer.
* Côte de Brouilly har lette vine med god, frugtagtig kvalitet.
* Fleurie har fløjlsbløde rødvine, hvis dufte kan minde om blomster og frugt. Man betragter denne cru som den mest feminine. Det er nogle af de cru-vine, der er bedst egnede til henlæggelse.
* Juliénas står for fyldige og ret kraftige og let krydrede vine. Nogle påstår, at de dufter af pæoner.
* Morgon er nok den fornemste af de ti cru’er. Vinene er fyldige, dybrøde og maskuline og med større krop end de fleste andre Beaujolais-vine. I smagen kan der være abrikos, ferskener og jordbund. Det er en af de cru’er, der er bedst til henlæggelse.
* Moulin-à-Vent-vinene er indtagende, fyldige og harmoniske i duft og smag. Det en af de cru’er, der er bedst til henlæggelse.
* Régnié, den nyeste af de ti cru’er (fra 1988), har ret kraftige, afrundede vine med en aroma lidt i retning af hindbær.
* Saint-Amour leverer fyldige, silkebløde og ofte krydrede vine med en aroma, der kan minde om pære.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk











