annonce
Hvilken spiritus giver færrest tømmermænd?
Ugens gode spørgsmål.
- 15. juli 2025
- Se alleBrevkasse

Kim Sørensen har hørt, at ikke alle former for spiritus giver lige slemme tømmermænd. Nu vil han gerne vide, om det er rigtig og i så fald, hvilke drikke man skal holde sig fra.
Er man et fornuftigt menneske, drikker man selvfølgelig ikke så meget, at man får tømmermænd, men derfor kan det godt være nyttigt at vide, at der er forskelle. For det er der.
Og det skyldes ikke så meget selve alkoholindholdet men derimod de såkaldte congener, giftige stoffer, som opstår som biprodukter ved fremstillingen.
Congenerne er farvede, så jo mørkere en spiritus er, desto flere congener er der i den, og jo større er faren for tømmermænd. Cognac og whisky inviterer således flere tømrere på besøg end vodka og gin.
Faktisk er vodka et nummer bedre end gin. Vodka indeholder kun halvt så mange congener. Whisky indeholder derimod otte gange så mange congener som vodka, og brandy og rom tolv gange så mange.
Et andet problem er, at alkohol er vanddrivende, og at væskemangel kan give hovedpine, så det er altid en god idé at drikke en masse vand.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk













