Brevkasse

Hvad forventes der, at jeg gør ved sjatten i vinglasset?

Læs vores svar til en læser, der gerne vil vide helt nøjagtigt, hvad han skal gøre, når han skal godkende vinen i en restaurant...

annonce

Hvad forventes der, at jeg gør ved sjatten i vinglasset?

Ugens gode spørgsmål.

Del artiklen

Kim Henriksen er i tvivl om, hvad der helt nøjagtig forventes af ham, når en tjener i en restaurant først skænker en lille sjat i hans vinglas, før han skænker til resten af selskabet. – Skal jeg snuse til den, smage på den eller begge dele? Og hvad skal jeg være opmærksom på?
Før åbning af flasken viser tjeneren den som regel frem for gæsten, så vedkommende kan tjekke, at navnet og årgangen på vinen nu også svarer til den bestilte flaske. På samme måde får man via den skænkede sjat mulighed for at tjekke, om indholdet er ok.
Nogle tjenere skænker automatisk den lille smule vin i bestillerens glas, men faktisk bør han eller hun altid spørge, hvem ved bordet, der vil smage på vinen. Det bliver da heldigvis også stadig mere almindeligt, at tjeneren udviser en sådan høflighed.

Nok at lugte til vinen

Når man så har fået skænket sjatten i glasset, bør man slynge den rundt et par gange og så lugte til den. Lugter den fint og dejligt, så behøver man ikke absolut at smage på den. Man sætter bare glasset og nikker til tjeneren.
Lugter vinen derimod møffet og lidt af gammel karklud, så er den højst sandsynligt proppet – hvilket man så har chancen for at gøre tjeneren opmærksom på. Er man i tvivl, om der er noget galt med vinen, bør man absolut også smage den, før man udtaler sig.
Selv den mindste snert af propsyge bør medføre, at man får en ny flaske vin. Den ubehagelige lugt og smag udvikler sig ofte i glasset og bliver stadig kraftigere. Og det er for sent at bede om ”en bytter”, hvis man har drukket halvdelen af indholdet.
Vinen kan jo også fejle andet end propsyge – man bør således også sige det til tjeneren, hvis vinen på en eller anden måde lugter eller smager hengemt, metallisk eller oxideret på en ubehagelig måde osv.

Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk

Seneste brevkassesvar