annonce

– I en artikel stod der noget om, at vin indeholder fytokemikalier, skriver Ulla Michelsen. Det lyder umiddelbart ikke rart, men hvad er det?
Hvis vi kunne fjerne vandet, alkoholen, restsukkeret og syren fra vinen, ville der være uendelig lidt tilbage. Men dette lidt består ikke desto mindre af en fantastisk mængde stoffer. Det er dem, man kalder fytokemikalier.
Stavelsen fyto kommer af det græske ord phyto, der betyder plante, og der er netop tale om biologisk aktive stoffer, som findes i planter, men som ikke er egentlige næringsstoffer.
Der er cirka 10.000 af dem, og mange af de kemiske molekyler i planterne kan være af stor betydning for menneskeheden.
Vi kender i dag en hel del fytokemikalier, som før var ukendte. Fx blev sygdommen skørbug behandlet af kloge mænd og koner, før videnskaben fandt ud af, hvad askorbinsyre (C-vitamin) er for noget, og hvordan det virker i kroppen.
I vinen er pytokemikalierne ansvarlige for farven og vinens organoleptiske egenskaber (dvs. egenskaber, der påvirker organer og sanser). Tillige er de ansvarlige for forebyggelse af diverse sygdomme. Resveratrol er et af disse stoffer.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk













