annonce

Det italienske Toscana er berømt for sine rødvine fra blandt andet Chianti Classico, Montalcino og Montepulciano. Der fremstilles også glimrende hvidvine – fx dem fra Vernaccia di San Gimignano. Men det er rødvinene, der dominerer.
Men der er udelukkende tale om stillevine med appellationerne Toscana DOCG, DOC eller den store brede og mindst fine, IGT. Mousserende vin – eller spumante, som italienerne siger – med et Toscana på etiketten har hidtil ikke været tilladt.
Dermed ikke sagt, at der ikke fremstilles mousserende vin i Toscana, og skaren af vinproduenter, der ønsker at kunne sætte et Toscana på deres mousserende vine, er blevet stadig større. Og det har blandt andet noget at gøre med forbrugernes ændrede vinvaner. Et stigende antal forbrugere dropper rødvin til fordel for hvidvin og mousserende vin.
Spumante Toscana IGT
Nu har det italienske landbrugsministerium omsider godkendt, at vinhusene i Toscana fremover kan anvende betegnelsen Spumante Toscana IGT på etiketterne af mousserende vine. Og det gælder for såvel vine fremstillet på champagne-metoden med anden gæring på flaske, som vine lavet på Charmat-metoden. Om spumanten er en hvidvin eller en rosé udgave er også underordnet.
De ændrede regler skal have EU-kommissionens blå stempel, før de kan træde i kraft. Men det skulle være en ren formalitet.
Toscana IGT er i øvrigt en af Italiens største appellationer med mere end 90 millioner flasker vin årligt til en værdi på omkring 458 mio. euro (cirka 3,4 milliarder kr.).
annonce









