annonce
Alsaces dejlige mousserende vin fylder 50 år
- 27 juni, 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

Sommeren har for alvor meldt sin ankomst i Danmark, og så kan det være nok så forfriskende med et køligt glas mousserende vin. Og boblerne kan komme fra mange andre steder end Champagne. Det ville fx være oplagt med et glas Crémant – der jo fremstilles nøjagtig ligesom champagne med anden gæring på flaske. Priserne er dog generelt en hel del lavere.
Crémant er fransk for ”cremet” og henviser til, at vinens mousse er mere blød end i champagne. Trykket i en flaske Crémant er da også lavere end i en flaske fra det berømte franske distrikt, hvor det ligger på hele 5-6 bar – altså omkring tre gange så meget som i et bildæk.
Der fremstilles Crémant i otte forskellige franske vindistrikter, der hver har deres egen Crémant-appellation. Bedst kendt er dog Crémant d’Alsace fra det nordfranske distrikt. Det er også herfra, hele 50% af den totale produktion af den mousserende vin stammer. Der fremstilles i dag omkring 40 millioner flasker Crémant d’Alsace årligt, hvilket svarer til, at hver fjerde flaske Alsace-vin er mousserende.
Det var også her, historien om Crémant startede. På verdensudstillingen i Paris i år 1900 fik Alsace-producenten Julien Dopff demonstreret, hvordan man fremstiller vin efter champagne-metoden. Han besluttede sig for at forsøge at anvende metoden til sine hvidvine hjemme i Alsace og lagde dermed grunden til Crémant d’Alsace.
12 flasker, der forhandles i Danmark
Mere end en tredjedel af de mange flasker Crémant d’Alsace bliver eksporteret – blandt andet til Danmark. Og mens salget af Alsace AOC-vinene herhjemme er dykket med 14% i 2025, så har danskerne købt 8% flere flasker Crémant d’Alsace end i 2024.
87% af al den Crémant d’Alsace, der fremstilles, er mousserende hvidvin, og 54% af den er på en blanding af druerne Pinot Blanc og Auxerrois. Dernæst kommer Crémant på Pinot Gris (16%) og Riesling (9%).
Men der laves også et stigende antal rosé udgaver af vinen udelukkende på Pinot Noir – en kategori, der nu udgør 13% af den samlede produktion af Crémant d’Alsace.
Netop i år kan Crémant d’Alsace fejre 50 års jubilæum som appellation. I den anledning har vinrådet, Comité Interprofessionel des Vins d’Alsace, sendt os 12 flasker af den mousserende vin, som alle forhandles i Danmark.
Nederst i artiklen kan du læse VinAvisens smagekommentarer og se, hvor du kan købe vinene. Smagningen understregede, hvor stor spændvidde, Crémant-vinene fra Alsace byder på. Der er lige fra de lette vine, der er oplagte som velkomstdrink til de mere fyldige og aromatiske, der er velegnede til mad.
Og der er jo langt flere dejlige flasker Crémant d’Alsace på de danske forretningshylder, end dem, vi her har smagt. Så det er bare med at gå på jagt, lægge flaskerne på køl, og nyde et glas bobler i sommervarmen.
Derudover er der de mange Crémant’er fra alle de andre appellationer. Dem vender vi tilbage til i en større tema-smagning i sensommeren.
Et udpluk fra det store marked af Crémant d’Alsace,
* Domaine Ginglinger Brut, Crémant d’Alsace AOC, Bisgaard Vinhandel, 169 kr. (økologisk)
Domaine Ginglinger er et af disse gamle vinhuse i Alsace med rødder tilbage til 1610 og med 12. generation bag roret. Vinen er lavet på hele fire druer, Riesling, Pinot Auxerrois, Pinot Gris og så Pinot Noir, der er med til at give vinen fylde og karakter. Moussen er let cremet, duften meget aromatisk med noter af paradisæbler, og smagen tør uden at knase og med en anelse fennikel til slut. Drik vinen, som den er, eller til fyldige fiskeretter.
* Mausberg Brut, Crémant d’Alsace AOC, Andrup Vin, 119 kr.
En mousserende vin i perfekt balance. Den er tør, har en dejlig æbleduft og en frisk smag med tilpas frugtsødme. Man får rigtig mange gode bobler i glasset for de 119 kr. Drik vinen, som den er, eller til alt godt fra havet.
* Domaine Joseph Fritsch Cuvée Clement Brut, Crémant d’Alsace AOC, Petite Alsace, 119 kr.
Der er kvæde i duften, moussen er sprudlende, og smagen er let og tør med lime og moden citron som de mest markante noter. En rigtig dejlig og meget frisk vin på druerne Pinot Blanc, Pinot Auxerrois og Pinot Gris. Drik den, som den er, eller til fx østers.
* Jean-Paul Schaffhauser Brut, Crémant d’Alsace AOC, Valevino, 98 kr. (nye forsyninger start august)
Siden 1700-tallet har familien Schaffhauser dyrket vin i Wettolsheim. I dag arbejder to generationer sammen om vinfremstillingen. Der er en fin mineralsk note i duften af denne vin, mens smagen er tør – men ikke knastør. Den lange eftersmag slutter med noter af modne citroner og strejf af appelsin. En liflig mousserende vin, der bør nydes, præcis som den er, godt afkølet.
* Bestheim Brut, Crémant d’Alsace AOC, Kjær & Sommerfeldt, 184 kr., (økologisk)
Denne Crémant er fremstillet på kooperativet Bestheim på druerne Pinot Auxerrois og Pinot Blanc. Vinen har blød, fyldig og med en vedvarende mousse, der leverer en dejlig smag af modne grønne druer og bagt citronskal. Prisen er yderst rimelig for en mousserende vin af denne kvalitet. Drik vinen, som den er, godt afkølet, en lun sommerdag.
* Dopff Chardonnay Brut 2021, Crémant d’Alsace AOC, A Vinstouw, 239 kr. (årgang 2020)
Denne Crémant er fra en af Alsaces ældste producenter, og det er i dag 13. generation, der fører vinhuset videre. Dopff au Moulin var en pionér, når det gælder alsacisk Crémant, og kan i dag tilbyde hele 10 forskellige Crémant’er, hvilket er lidt af et særsyn. Man kan godt smage, at der ligger lang erfaring med at fremstille mousserende vin bag den Crémant, vi fik til smagning. Den er fyldig og med en meget blød mousse. Smagen byder på modne æbler og pærer og en forfriskende citrusnote i den lange eftersmag. Drik vinen til fx røget laks.
* Frey-Sohler Riesling Brut, Crémant d’Alsace AOC, AH Vine, 165 kr.
Alsace er den eneste af de franske Crémant-appellationer, der fremstiller Crémant på Riesling-druen. Resultatet i denne udgave er en vin med duft af modne madæbler og med en fyldig og tør smag med noter af kvæde og frisk citron. En meget lækker vin, der vil være en fin ledsager til asiatiske retter og lyse fisk.
* Domaine Bader Brut, Crémant d’Alsace AOC, Otto Suenson, 180 kr. (økologisk)
En Crémant, hvis producent har rødder tilbage til 1642. Den er fremstillet på to klassiske Champagne-druer, Chardonnay og Pinot Noir, og det er en helt igennem dejlig mousserende vin. Den har en vis saftighed i smagen samt noter af pærer og en anelse fennikel. En vin, der vil være fin som velkomstdrink eller til friske jordbær.
* Aimé & Stentz, Equinox Brut, Crémant d’Alsace AOC, Buus Vine, 249 kr.
Equinoxe betyder “jævndøgn” på fransk, og navnet hentyder til, at druerne ifølge traditionen høstes på netop denne dag – hvilket måske ikke altid holder stik. Det er en rigt skummende vin med noter af rugbrød i duften. Smagen er fyldig, tør og med moden frugt. Det er en vin, der vil egne sig fint som ledsager til retter med lyse fisk eller rejer.
* Huber & Bléger Brut, Crémant d’Alsace AOC, Vinonline.dk, 99 kr.
En Blanc de Blancs (hvidvin på hvide (grønne) druer, nemlig Pinot Blanc, Chardonnay og Pinot Gris. Og en rigtig god Crémant med brioche og strejf af modne æbler i duften, og med en lækker, meget fyldig og tilpas tør smag med moden frugt og strejf af anis i eftersmagen. Med sin store fylde vil vinen være en fin ledsager til selv lidt kraftige skaldyrsretter.
* Sipp Mack Brut, Crémant d’Alsace AOC, Jysk Vin, 195 kr., (økologisk)
Det er en klassisk og rigtig dejlig Crémant d’Alsace, Sipp Mack her har kreeret på hele fire forskellige druer: Chardonnay, Pinot Blanc, Pinot Gris og Pinot Noir. Vinen er i perfekt balance, moussen skummende og vedvarende, og smagen er tør med grønne æbler og en sprød syre i den lange eftersmag. En vin, der vil egne sig glimrende til østers og rejer.
annonce








