annonce
I Alsace høstede man de første druer d. 19. august, hvilket var 10 dage tidligere end i 2024 og det tidligste starttidspunkt nogensinde. Den hidtidige “rekord” var fra 2018, hvor høsten startede d. 22. august.
Vinstokkene begyndte da også at skyde ualmindeligt tidligt i år på grund af en mild vinter. Og heldigvis blev blomstringen sparet for sen forårsfrost – noget, der selvsagt kan gøre et gevaldigt indhug i den kommende høstmængde.
Resten af vækstsæsonen i Alsace har været præget af lige dele hedebølge og nedbør.
Gilles Ehrhart, der er præsident for Alsaces vinproducentforening, er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er klimaændringerne, der er årsag til den meget tidlige druehøst. Som han har udtalt det til Wein.plus, så starter høsten i dag 20 til 25 dage tidligere end for 30 år siden – noget, den 48-årige præsident selv kan erindre.
Som altid er det druerne til Alsaces berømte mousserende vin, Crémant, der høstes først, hvorefter resten af høsten følger en uges tid senere.
annonce









