annonce

Rioja er nok Spaniens mest legendariske og berømte vinappellation. Men i de senere år er salget af dens vine dalet. Og i første kvartal af 2026 fortsatte nedgangen.
Fra 1. januar til og med marts blev der ifølge den spanske avis La Rioja solgt 6,4% færre flasker Rioja-vin sammenlignet med samme periode i 2025.
Det er frem for alt det hjemlige spanske marked, der svigter appellationens vine. Her lød faldet i første kvartal på hele 10%.
Færrest flasker Gran Reserva
En del af forklaringen er måske, at 2025 var en mindre høstårgang. Men nedgangen i afsætningen skyldes også dalende efterspørgsel – der jo som nævnt har stået på i nogle år.
Når man ser på salget af de forskellige kvalitetsniveauer inden for Rioja-vin, så er det de “fineste” (og dyreste), der har oplevet det største fald. Der blev således solgt hele 35% færre flasker af det højeste niveau, Gran Reserva, i første kvartal af 2026, mens salget af Reserva faldt med 23% og Crianza, der er et niveau lavere, med 9,3%.
Set over en bred kam faldt salget af rødvin med 78,3% og af hvidvin med 5,3%. Den eneste vintype, der oplevede en stigning på 4,3% i afsætningen, var rosévin.
I eksporten af vin fra Rioja var der en ganske lille stigning i første kvartal af 2026 på 0,29%. Canada lå i spidsen som aftager med en vækst på 17%.
annonce











