Nyheder

Særlig smagning fejrer 50 års jubilæum

For 50 år siden medførte en enkelt blindsmagning, at vin fra Napa blev berømt verden over...

annonce

Særlig smagning fejrer 50 års jubilæum

Del artiklen

I dag er vin fra det californiske Napa Valley kendt verden over, og nogle af distriktets berømmede rødvine koster kassen.
Sådan har det ikke altid været, men i 1976 lød startskuddet til Napas vinøse succes. Og det skyldtes et ganske særligt initiativ fra en britisk vinskribent, Stephen Spurrier, der havde slået sig ned i Paris med egen vinforretning.
Der er garanteret mange af VinAvisens læsere, der kender historien. Men vi gentager den lige for dem, der ikke har hørt den før.
“Les Caves de la Madeleine” hed Spurriers forretning, og den blev hurtigt en succes. Tre år senere grundlagde han den første private vinskole i Frankrig, L’Academie du Vin.
24. maj 1976 samlede Spurrier 11 vinkyndige personer på et hotel i Paris. Samtlige deltagere på nær ham selv og Patricia Gallagher, der arbejdede for ham, var franskmænd, og blandt dem var medejeren af Domaine de la Romanée-Conti, Aubert de Villaine, og Claude Dubois-Millot fra den berømte restaurantguide Gault & Millau samt førende franske sommelierer, vinskribenter og restaurantejere.

Berømt med at et trylleslag

Formålet var at blindsmage nogle af de mest berømte franske vine op mod vine fra Napa. Smagningen omfattede således 10 hvidvine på Chardonnay og 10 Cabernet Sauvignon-baserede rødvine. Alle vidste, hvad smagningen gik ud på – men ingen havde forventet, at det blev vinene fra Napa, der i begge kategorier vandt over de franske vine.
Blandt hvidvinene blev det Chateau Montelena Chardonnay 1973, der vandt og blandt rødvinene Stag’s Leap Wine Cellars S.L.V. 1973, der løb med sejren.
Det var en nyhed, der trak overskrifter i hele verden – og som med et trylleslag gjorde Napa berømt på den internationale vinscene. Og den legendariske smagning er af eftertiden blevet døbt ”Judgement of Paris”.
I kølvandet på den meget store opmærksomhed på vine fra Napa fulgte stadig flere vinmarker med især Cabernet Sauvignon i det californiske distrikt. Nu var der jo pludselig en langt større afsætning af vinene på det internationale marked. Fra 1980 til i dag er arealet med den blå drue i Napa vokset fra 1942 hektar til 9712 hektar.
Smagningen er også endt på det hvide lærred i form af filmen ”Bottle Shock” med Alan Rickman – ham der spillede professor Snape i Harry Potter-filmene. Hvis man ikke har set filmen, kan vi varmt anbefale den.

Jubilæumsfejring i lange baner

I 2026 er det således 50 år siden, Napa for alvor kom på det vinøse verdenskort, og det bliver selvfølgelig fejret i lange baner i USA og ikke mindst i Napa og Californien.
Der vil gennem året bliver afholdt masterclasses, smagninger og andre events med en eller anden forbindelse til den historiske begivenhed.
Hos Stag’s Leap Wine Cellers samles ejerne af de Napa-vinhuse, hvis vine deltog i Stephen Spurriers smagning, d. 10. oktober. Her vil de afholde vinsmagninger og være værter for en middag om aftenen.
Der er også lavet en side, Judgement of Paris Travel Guide, med informationer om vinhusene fra 1976-smagningen, hvor og hvornår man kan besøge dem, deres smagninger og arrangementer i anledning af jubilæumsåret osv. Og selvfølgelig med direkte link til booking af diverse events.
Man kan også læse mere om den oprindelige smagning på endnu en jubilæumsside – heriblandt historien om, hvordan man fik hjembragt de vinflasker fra Napa, der skulle være med til smagningen.
Det var førnævnte Patricia Gallagher, der tog til Napa for at hente de vine, Spurrier havde udvalgt. Det var temmelig mange flasker, hun skulle have med hjem, og først i lufthavnen gik det op for hende, at der var begrænsninger, når det gjaldt antallet af flasker, en enkelt person måtte medbringe.
Det lykkedes Gallagher at få fordelt de mange flasker blandt sine medpassagerer – og at få dem indsamlet igen i lufthavnen i Paris.

annonce