Nyheder

Rebellerne i Bordeaux

Har du nogensinde hørt om "piraterne" i Bordeaux? Hvis ikke, så læs med her...

annonce

Rebellerne i Bordeaux

Del artiklen

For nylig nævnte vi, at Bordeaux-slottet Château Lafleur fra og med den nye årgang 2025 ikke længere vil fremstille vin under appellationen Pomerol og ej heller under den bredere Bordeaux-appellation. Det er første gang, et af Bordeauxs fornemme slotte vælger at droppe appellations-betegnelsen til fordel for den mindst fine kategori “Vin de France”. Det bliver fremover den betegnelse, man vil finde på Lafleurs etiketter.
Årsagen er, at slottets ejere ønsker større frihed til at eksperimentere med druer, vinstil og vinfremstillingsmetoder – noget, som de strenge appellations-regler i Bordeauxs 67 appellationer ikke tillader. 
Vin de France-vinene omfatter stadig kun cirka 2% af distriktets produktion, svarende til cirka 18 millioner flasker. Men der er et stigende antal mindre kendte vinproducenter, der vælger appellationerne fra – enten for enkelte af deres vine eller for samtlige. Og årsagen for de fleste af producenterne er et ønske om via diverse eksperimenter bedre at kunne tilpasse sig klimaændringerne.

Bordeauxs pirater

Man vil fx i dag kunne finde producenter i Bordeaux, der fremstiller vine på Chardonnay, Syrah og i stigende grad Chenin-druen. Men altså med et Vin de France på etiketten.
Vin de France har sin egen forening, Anivin, og ifølge den er netop friheden til at kunne vælge mellem flere hundrede druer til vinfremstillingen den væsentligste årsag til at fravælge appellationerne og i stedet for fremstille Vin de France vin.
Løsrivelsen fra appellationerne er i øvrigt ikke kun et fænomen i Bordeaux men i hele Frankrig samt i både Italien og Spanien. Her hedder Vin de Frances modstykker henholdsvis Vino d’Italia og Vino de España.
Nogle af Vin de France-producenterne i Bordeaux har dannet deres egen forening, Union des Vignerons Bordeaux Pirate (foreningen af pirat-vinbønder i Bordeaux). 
“Piraterne” bruger mange forskellige druer og planter gerne gamle glemte druesorter. Et krav, for at være med i foreningen, er, at man er økologisk certificeret eller på vej til at blive det. Medlemmerne er i øvrigt kendt for at modne deres vin i utraditionelle beholdere, som fx amforaer af ler, sandsten eller porcelænsæg.

Genplanter gamle druesorter

“Pirat-foreningen”, der har 82 medlemmer, blev formelt dannet i 2022 af Jean-Baptiste Duquesne, der ejer Château Cazebonne i Bordeaux-appellationen Graves
Han er i færd med at plante et hav af forskellige gamle druesorter, og ifølge The Drinks Business vil han nå op på 60 forskellige sorter inden for de næste par år. Hans håb er at finde en løsning på klimaændringerne i disse gamle druer – hvoraf de fleste ikke er tilladt inden for hverken Graves-appellationen eller den brede Bordeaux-appellation. Så her kommer der et Vin de France på etiketterne samt foreningens ”pirat-logo”.
Andre “pirater” planter hybriddruer, der er resistente over for meldug – druer, som heller ikke er godkendte af appellationerne.
Man kan som regel på afstand genkende “piraternes” vinflasker – de fleste af dem har ret utraditionelle og opfindsomme etiketter.
Man kan læse mere om foreningen på dens hjemmeside.

annonce