Nyheder

PiWi i Portugal

Klimaændringerne har fået stadig flere lande til at godkende PiWi-druesorterne...

annonce

PiWi i Portugal

Del artiklen

I lande med et køligt og fugtigt klima kan det være svært at dyrke vine på kendte internationale druer som fx Chardonnay og Merlot – eller andre Vitis vinifera-sorter. Vitis vinifera er “moderplanten” til samtlige af de druer, der normalt anvendes til vindyrkning. Med megen nedbør følger hyppige udbrud af svampeangreb, hvilket i sidste ende kan gå ud over høstmængden.
Derfor har en række især tyske forskningscentre og planteskoler udviklet de såkaldte PiWi druesorter. PiWi er en forkortelse for Pilzwiederstandsfähig, der på tysk betyder modstandsdygtig over for svampe.
Der er tale om hybriddruer, og det er netop den slags druer – som fx den grønne Solaris og den blå Rondo – vi anvender til dansk vinavl.
Klimaændringerne har medført, at PiWi-druerne også vinder terræn i andre europæiske vinlande, hvor haglbyger og kraftigt regnvejr er blevet hyppigere.
Endnu en årsag til PiWi-druernes fremmarch er ønsket om at reducere brugen af kemiske sprøjtemidler mod svampeangreb.
At vine, fremstillet på PiWi-druer, vinder stadig flere priser i internationale vinkonkurrencer, har også hjulpet på anerkendelsen og dermed udbredelsen.

Tyskland er foregangsland

I flere af de ellers meget traditionelle appellationer har druerne også gjort deres indtog og anvendes i dag til vinproduktion. Tyskland er her et foregangsland, men også Schweiz tillader PiWi-druer i flere af sine kantoner – blandt andet i Valais og Vaud.
I Italien anvendes druerne mest til vine med appellationen IGT og endnu ikke til dem med den finere DOC-appellation.
I flere franske distrikter – heriblandt Champagne – har man indledt forsøg med PiWi-druer.
Også i Portugal har man i 2020 plantet 40 af de vigtigste PiWi-druer i regionen Alentejo. Dog er dyrkningen af druerne stadig på forsøgsplan, og det er endnu ikke tilladt at fremstille vin på dem med salt for øje – hvilket en del folk i den portugisiske vinbranche mener er synd og skam.
En af dem er den tyske ønolog Jorge Böhm, der bor i Portugal og er involveret i flere projekter med dyrkning af hybrid-druer på portugisisk jord:
– I slutningen af august skal vi mødes med Portugals landbrugsminister for at diskutere det forældede nationale tabu omkring vine fremstillet på modstandsdygtige druer, lyder det fra ønologen.
Men faktisk er en enkelt af de mange PiWi-druer måske på vej til at blive godkendt til vinproduktion – i hvert fald for en enkelt IG, nemlig Lisboa. IG (Indicação Geográfica) svarer til franskmændenes IGP-appellation eller Italienernes IGT.  

Druen Defensor

Den grønne drues navn er Defensor – der mere lyder som navnet på et forsvarsvåben end på en drue. Lisboas vinråd har godkendt Defensor til vinproduktion – nu venter man bare på den portugisiske regerings blå stempel. Hvis man får det, har vinrådet tænkt sig at gå forsigtigt til værks. Man vil blandt andet sætte en grænse for, hvor mange vinstokke med druen, der må plantes, ligesom vinen på den skal kvalitetsbedømmes over en 10 år lang periode.
PiWi-druerne er og bliver et hedt diskussionsemne i den portugisiske vinverden. Deres modstandsdygtighed over for svampeangreb er selvfølgelig af stor betydning for både miljø og producenter. Men der er også røster, der mener, at druernes kvalitet ikke lever op til den gode kvalitet, man kender fra Vitis vinifera-sorterne. Man kan læse mere om PiWi-druerne på PiWi’s organisationens hjemmeside.

annonce