annonce
Man hører ofte om meget gamle rødvine, der går for høje summer på auktioner rundt om i verden. Hvidvine med stor alder kommer ikke helt så ofte under hammeren. Men det sker – som nu fx den flaske Riesling Forster Ungeheuer årgang 1811 fra det tyske Pfalz.
Den stammer fra det berømte vinhus Weingut Bassermann-Jordan, og der er i alt kun otte flasker tilbage inklusiv den, der nu er sat til salg hos online-auktionshuset Catawiki.
Flasken kommer direkte fra vinhusets kælder, hvor den har ligget lige indtil nu.
Gennem de seneste 200 år er den blevet omproppet flere gange, men den har aldrig fået påfyldt vin fra yngre årgange – hvilket man ellers ofte gør. Hos Bassermann-Jordan har man brugt en enkelt flaske af samme vin fra samme årgang til at fylde op med. Så al vinen er med garanti fra 1811.
En “komet-årgang”
Årgang 1811 er i øvrigt en af de såkaldte “komet-årgange”, som der ikke findes ret mange af. Netop det år viste kometen Flaugerues sig på Himlen, hvilket nogle mener havde indflydelse på den rigtig gode årgang. I starten af 1800-tallet havde man nemlig flere år i træk haft nogle dårlige årgange vin i Tyskland.
Flasken er til salg på Catawiki indtil d. 3. august – så man kan lige nå at byde med. Den laveste vurdering lyder på 10.000 euro (cirka 75.000 kr.). I skrivende stund ligger det seneste bud på 6600 euro (cirka 49.000 kr.).
Og kan vinen så overhovedet drikkes?
Ja, og den smager højst sandsynligt stadig godt. Det gjorde den i hvert fald i 2018.
Her fyldte Bassermann-Jordan 300 år, og i den anledning blev der afholdt en celeber smagning for en lille udvalgt skare Masters of Wine og andre vinspecialister.
En endnu ældre hvidvin fra 1727
To af de dengang ti flasker af årgang 1811 blev åbnet til smagningen, og vinen fik yderst rosende ord med på vejen. Der blev nævnt noter af urter, stjernefrugt, røg, grøn te og en for alderen frisk syre. Nogle af de tilstedeværende var direkte målløse over, at vinen var over 200 år gammel.
Bassermann-Jordan-flasken er den ældste tyske flaske hvidvin på Riesling fra en navngiven mark (Forster Ungeheuer), der nogensinde har været på auktion.
Den ældste hvidvin på Riesling overhovedet på en auktion tilfalder dog en halv flaske Rüdesheimer Riesling fra 1727. Den blev solgt hos Christie’s auktioner i 2009 og gik for et hammerslag på 1495 euro (cirka 11.000 kr.).
annonce











