annonce
Til en sommerfest ville Helen Rasmussen servere Kir som velkomstdrik. Hun havde købt nogle flasker Chardonnay-hvidvin, men en veninde fortalte hende, at hvis det var helt rigtigt, skulle der bruges hvidvin på Aligoté. – Hvorfor lige på den drue? Spørger vores læser.
Kir er jo Bourgognes berømte apéritif, opkaldt efter byen Dijons borgmester, Felixe-Adrien Kir (1876-1968).
Han opfandt den dog ikke selv. Det var en gammel skik – helt fra middelalderen – at mildne en lidt syrlig vin med sød likør. Men i de 23 år, Kir var borgmester, skænkede man apéritiffen ved samtlige receptioner på rådhuset i Dijon, så det var nærliggende at opkalde den efter ham.
Tidligere kaldte man drikken blanc-cassis, fordi den blandes af hvidvin (vin blanc) og solbærlikør (crème de cassis), og det forhold, som Kir selv brugte, var 5 dele hvidvin til 1 del crème de cassis.
Og man skal komme likøren i glasset først. Den har en højere massefylde end vinen, og de to ingredienser blandes derfor bedst på denne måde.
Flere udgaver
Men hvorfor netop Aligoté? Der er jo meget mere hvidvin på druen Chardonnay.
Jo, men Aligoté kan have både en vis bitterhed og en forfriskende sprødhed, som passer godt til en apéritif – og som mildnes af likørens sødme.
Men der er ingen, der kommer efter én, hvis man bruger en helt anden hvidvin. Og bruger man champagne eller anden mousserende vin, får man en Kir Royal.
Bruger man brombær-likør i stedet for cassis, får man en mure. Og bruger man rødvin i stedet for hvidvin, får man en cardinal – også kaldet en communiste.
annonce