annonce
Hvad er forskellen mellem Amarone og Ripasso?
Ugens gode spørgsmål.
- 25. oktober 2024
- Se alleBrevkasse
Niels A. Sørensen er godt klar over, at både Amarone og Ripasso kommer fra det italienske distrikt Valpolicella, og at de begge er kraftige rødvine med stor frugtsødme. – Men hvad er forskellen på dem? Spørger han.
* Amarone er en vin på druer, der har ligget til tørre spredt ud på hylder eller måtter eller hængt op i særlige tørrerum. Under tørringen mister druerne cirka halvdelen af deres saft, så mosten, der gæres ud til vin, er kraftig med en masse farve, smag og garvesyre.
* Ripasso er det italienske ord for “passeret igennem igen”, og vinen er almindelig Valpolicella-rødvin, der har fået lov til at gære igen på resterne af drueskallerne fra Amarone-produktionen. Derved udtrækkes der ekstra krop og karakter af de brugte skaller. Problemet er bare, at meget af de gode stoffer allerede er trukket ud af Amarone-druerne ved deres første gæring, så der mest kommer bitre garvesyrer ud af dem.
Til nogle gode Ripasso-vine tilsætter man dog tørrede druer, der ikke først har været igennem Amarone-processen.
Begge vintyper fremstilles på druerne Corvina og Molinara samt på den mindre ædle Rondinella, som nogle producenter prøver at undgå.
Og så er der også en tredje vintype:
* Recioto er en Amarone-type, der ikke er komplet udgæret, så en del af sukkeret er bevaret. Den anbefales ofte som en god ledsager til desserter med chokolade.
Har du også et spørgsmål?
Send det til: brevkasse@vinavisen.dk