annonce

Husk at læse og se vores nye serie af postkort fra Ribera del Duero. Du finder dem ved at klikke her.
Og så et par ord om en bog, hvor man kan læse endnu mere om det spanske distrikt og dets vinproducenter – og i det hele taget om vin fra Spanien.
Titlen er “Det nye Spanien – de klassiske og nye vine”, og forfatteren er Thomas Rydberg, og det er vist ikke for meget at sige, at han er kapaciteten i Danmark, når det gælder spansk vin.
Han har gennem de sidste cirka 25 år rejst det vinøse Spanien tyndt, har talt med rigtig mange vinproducenter og har smagt sig gennem et hav af vine.
Rydberg formidler sin store viden om spansk vin på en glimrende, let læselig og fængende måde. Og hans store veneration for vinlandet skinner tydeligt igennem.
Han kommer hele vejen rundt – fra Galicien i det nordvestlige Spanien til De Kanariske Øer i syd, og for hvert distrikt kommer han med sine bud på de bedste vinproducenter.
Både kendte og mindre kendte appellationer
Thomas Rydbergs første bog om spansk vin udkom i 2014, og som det fremgår af hans nye bog, er der sket rigtig meget i den spanske vinverden siden da.
Det gælder fx Rueda, hvor vinproduktionen ifølge Rydberg nærmest er fordoblet gennem de seneste ti år, og hvidvinene herfra er nogle af Spaniens mest populære.
Og Toro, hvor udviklingen er gået stærkt, og hvor appellationen i dag tegner sig for nogle af landets bedste rødvine.
Rioja, Navara og Ribera del Duero er nok kendte appellationer for de fleste. Men Rydberg omtaler også de mange mindre kendte. Har du fx hørt om Arribes, Uclés og Mondéjar?
Bogen kommer også ind på mange generelle emner – heriblandt klimaændringerne – og hvilken betydning de har for spansk vin.
Også arbejdet i vinmarken, vineriet, økologi, druesorter, historie og klassificeringer bliver vendt. Der er også en glimrende lille oversigt over jordbundstyper, hvor i Spanien de findes, og hvilken betydning de har for vinene.
Vi kan varmt anbefale ”Det nye Spanien” til både novicer og dem, der allerede kender en del til spansk vin, men gerne vil vide mere.
Man kan læse mere om Thomas Rydberg i denne uges Blå Bog.
annonce










