annonce
Som i så mange andre sydeuropæiske vinområder så er høsten også startet tidligt i Bordeaux i år. Allerede i midten af august begyndte man at høste hvidvinsdruerne, og nu er flere vinhuse netop gået i gang med de blå druer.
Det blev i Saint-Émilion hos Château Troplong Mondot, at de første rødvinsdruer kom i hus. Det skete d. 27. august, og aldrig i vinslottets historie har man høstet druerne så tidligt.
Den tørre og varme vækstsæson har fået dem til at modne hurtigere og har givet dem en stor aromakoncentration. Alt tyder på en stor høstårgang med druer af god kvalitet.
Samme meldinger fra andre appellationer
Eneste problem er, at de meget modne og koncentrerede druer kan give vine med et højt alkoholindhold og med en manglende friskhed.
Af samme årsag har nogle af vinproducenterne i Bordeaux ikke turdet lade druerne hænge længere på vinstokkene. Andre derimod venter lidt endnu og satser på køligere vejr i slutspurten, hvilket den nationale vejrmeldetjeneste da også har lovet. Bare nogle dages køligere temperaturer og gerne lidt nedbør vil kunne give druerne en lidt friskere aroma.
Ifølge Decanter kommer årgang 2025 i Bordeaux i høj grad til at minde om årgang 2022, der ligeledes havde en meget varm vækstsæson.
Også i Alsace melder man om den tidligste druehøst nogensinde. Den startede d. 19. august, og her gjaldt det druerne til den mousserende Crémant.
Ligeledes i Muscadet var høstarbejderne tidligt i gang – her er der tale om en af de tre tidligste høstårgange i de sidste 40 år.
annonce










