Nyheder

Chapel Down vil vinde markedsandele fra Champagne

Et britisk vinhus, der er førende inden for mousserende vin, har store ambitioner for fremtiden...

annonce

Chapel Down vil vinde markedsandele fra Champagne

Del artiklen

Chapel Down i det britiske Kent er frem for alt kendt for sine mousserende vine. Og der er tale om et vinhus med vækst-ambitioner. Dets direktør har netop udtalt, at man har et mål om at snuppe 1% af det globale marked for champagne inden 2035.
Chapel Downs mousserende vine må naturligvis ikke kaldes for champagne, men vinene fremstilles på samme måde med andengæring på flaske og af de samme druer. Den kalkrige undergrund minder i høj grad om den i Champagne – hvorfor enkelte champagnehuse også har opkøbt jord i England for at kunne fremstille mere mousserende vin (der dog ikke må have et Champagne på etiketten).
Sidste år eksporterede Champagne-distriktet 266 millioner flasker champagne, hvilket ifølge Comité Champagne genererede et salg på 5,7 milliarder euro (cirka 43 mia. kr.). 1% af dette marked svarer i mængde til omkring 2,7 millioner flasker. 
Der lyder måske ikke overvældende. Men det er ambitiøst, når man tager i betragtning, at Englands 260 vinhuse i 2025 kun fremstillede 16,5 mio. flasker vin tilsammen. Chapel Down rundede sidste år en milepæl med 1 mio. flasker mousserende vin – så der er et stykke vej igen.

Fra 11 til 31 stater

Når Chapel Down tør sætte sig så ambitiøst et mål, skyldes det en fortsat vækst i afsætningen af vinhusets mousserende vine i de senere år. I første halvdel af 2026 steg salget af vinene med 26% sammenlignet med samme periode året før.
Vinhuset ejer i dag 400 hektar vinmarker og er i færd med at tilplante flere hektar med vinstokke.
En væsentlig bidragsyder til at nå målet er USA. I april sidste år indgik Chapel Down en lukrativ distributionsaftale med det amerikanske vinfirma Jackson Family Wines. Den aftale har for alvor sat skub i salget til amerikanerne af boblerne fra det engelske vinhus. 
For lidt over et år siden kunne Chapel Downs prisbelønnede mousserende vine købes i 11 amerikanske stater – i dag er antallet steget til 31.
Herhjemme forhandler Søborg Vinhus Chapel Down Brut til 275 kr. Det er dog den eneste vin fra vinhuset, vi har kunnet finde på dansk jord.

annonce