Nyheder

100.000 hektar vinmarker bør nedlægges

Det kræver nedlæggelsen af et meget stort areal med vinstokke for at skabe balance mellem udbud og efterspørgsel på fransk vin...

annonce

100.000 hektar vinmarker bør nedlægges

Del artiklen

Der skal skabes balance mellem udbud og efterspørgsel på fransk vin, og det kræver, som vi tidligere har nævnt, at et større areal af vinmarker nedlægges. Verden drikker mindre vin og dermed også mindre fransk vin.
Indtil videre er 47.000 hektar vinstokke blevet revet op, men ifølge den nationale vinforening CNAOC (Confédération Nationale des Producteurs de Vins et Eaux-De-Vie de Vin á Appellations d’Origine Contrôlée) skal der hele 100.000 hektar til, før balancen opnås. Det svarer til cirka halvanden gang Bornholms areal.
Det er pænt meget, og det kræver mange penge, der også skal dække kompensation til de franske vinproducenter, som nedlægger deres vinmarker.
Nu har det franske landbrugsministerium ifølge Vitisphere øremærket yderligere 130 millioner euro (cirka 971 mio. kr.) til projektet, hvilket rækker til de næste 32.500 hektar vinmarker. De 70 mio. euro (cirka 523 mio. kr.) er afsat til rydning i 2026.
Derudover har landbrugsministeriet ansøgt EU-kommissionen om en økonomisk håndsrækning til krisedestillering af usælgelig fransk overskudsvin.

Vinmarkspriserne rasler ned

Den franske vinsø får også priserne på landets vinmarker til at falde – hvilket ikke mindst kan mærkes i Bordeaux.
Nedgangen har stået på gennem flere år, og der er endnu ikke lys forude for de vinproducenter, der ønsker at sælge. Siden 2014 er prisen pr. hektar for en ganske almindelig Bordeaux AOP vinmark faldet fra et gennemsnit på 15.000 euro (cirka 112.000 kr.) til 8000 euro (cirka 60.000 kr.). Det nyeste er, at prisnedgangen også gælder de mere prestigefyldte appellationer i Bordeaux – og dermed dem, der pr. tradition koster kassen.
Fx er gennemsnitsprisen for en hektar vinmark i Pauillac faldet fra 3,5 millioner euro (cirka 26 mio. kr.) til 2,5 mio. euro (cirka 19 mio. kr.). Nedgangen ses også i Saint-Julien, Margaux og Saint-Estèphe. Sådan lyder den seneste melding fra landbrugsorganisationen Safer.
Men netop vinmarksrydningerne giver håb om, at der vil blive sat en stopper for de faldende priser. Med en balance mellem udbud og efterspørgsel, når det gælder den færdige vin, vil markedet for vinmarker langsomt men sikkert stabilisere sig.

annonce