annonce

Wine and Spirit Education Trust (WSET) i London er en førende vinskole, hvor man kan opnå den fornemme titel af Master of Wine.
Der er nok nogle, der forbinder en sådan skole med bonede gulve, alvorlige miner under seriøse blindsmagninger og videnskabelige afhandlinger. Sådan er det bestemt også hos den fine britiske skole, og netop derfor vækker skolens seneste tiltag opsigt: en vinøs speed dating for vinglade singler.
Deltagerne til denne speed dating, der finder sted om aftenen d. 2. september, vil hver især møde mindst 10 singler – en ad gangen – af det modsatte køn. Og hvert nyt par vil blive udsat for en ny vinaktivitet – lige fra blindsmagninger og vinquizzer til design af vinetiketter. Målet er selvfølgelig at ryste parrene sammen så godt som muligt.
Billetterne koster 35 pund (cirka 300 kr.) stykket, og dem, der er målrettet kvindelige deltagere, er allerede udsolgt. Men der mangler stadig mænd til eventen, og kravet er, at de skal være fyldt 30 år.
Hvis denne speed dating skulle blive en succes, overvejer skolen at indbyde til en LGBTQ+ version.
Speed dating er fast på programmet hos flere britiske barer, men det er vist første gang en uddannelsesinstitution lancerer en sådan event.
Hvis man ønsker at tilmelde sig som mand, kan man klikke her.
annonce








