annonce
Vinproducenter i Beaujolais opgiver økologien
- 4 april, 2026
- AfMariette Tiedemann
- Se alleNyheder

I nogle vinområder breder økologien sig med stadig flere certificerede vinhuse. Men lige netop i det franske Beaujolais går det ifølge Vitisphere i den modsatte retning.
Sidste år var der yderligere ti vinhuse i Beaujolais, der tilmeldte sig det franske økologiske certificeringsprogram AB (I har sikkert set logoet med de to bogstaver på en grøn baggrund på nogle vines bagetiketter).
Til gengæld var der hele 37 vinhuse, der valgte ikke at forny deres certificering, og fra 2022 til 2026 er antallet af certificerede vinhuse i Beaujolais faldet fra 343 til 289.
Nogle af vinproducenterne har helt og holdent opgivet at dyrke vin. Det drejer sig dog kun om nogle få producenter, så det er ikke hovedårsagen til frafaldet.
Men klimaændringerne har gjort det stadig sværere at dyrke vin økologisk. Nedbørsmængderne i Beaujolais er blevet hyppigere og kraftigere, og risikoen for udbredt meldug i vinmarken derfor større. Og som certificeret økologisk producent må man jo ikke sprøjte med kemiske midler. Det eneste, øko-producenter hidtil har måttet anvende, er midler indeholdende kobber – heriblandt den såkaldte Bordeaux-væske (en blanding af kobber og svovl).
Måske er Beaujolais en enlig svale
I slutningen af 2025 forbød de franske myndigheder dog brugen af en lang række kobber-relaterede produkter til brug i vinmarker – heriblandt Bordeaux-væske.
Kun to produkter slap gennem nåleøjet – dog må de kun bruges i så lille et omfang, at det bliver svært at holde meldug-angreb stangen.
For nogle vinproducenter i Beaujolais er det at være økologisk certificeret simpelt hen blevet for bøvlet og omkostningstungt. Derfor frafaldet.
En undersøgelse foretaget af Agence Bio tyder dog på, at Beaujolais er en enlig svale. I 2025 foretog dette bureau for økologiske vinproducenter en landsdækkende undersøgelse, der viste, at trivslen blandt de økologisk certificerede producenter i Frankrig er rigtig god.
80% af de adspurgte producenter ytrede, at de trivedes fint med at være økologisk certificerede, mens hele 90% ligefrem sagde, at de var stolte over at være certificerede.
annonce










